De vuelta al futuro

Lige så umuligt som tidsforholdet er i titlen på firserfilmen Back to the Future, lige så relativt er mit forhold til tiden her i Granada, Nicaragua. Om det er nutiden, altså den jeg ser på uret, som opdeles i timer, minutter og sekunder, eller om det er blandingen af nutid og datid, den tid - også opdelt i sekunder og minutter og timer og dage - som var for et år siden kan sådan set være det samme. For det er præcis sådan, det føles at være her igen. Det samme, men nyt. 

   Hermed skal ikke forstås, at når jeg i disse dage går op ad Calle Real Xalteva kl. 17.30, når solstrålerne klæber sig til støvkornene og giver dét der helt specielle, gyldne og bløde lys, som opsuges af væggene på de små huse i alverdens klare farver, er det kun som at gå down memory lane. Nej. Både Granada og jeg har ændret og udviklet os, fået nye butikker, nye mennesker, nye historier at fortælle. Formålet med min rejse er et andet: netværk, kontakter og mulighed for mit, to andres og Danish Volunteers coming soon mødrehjælpsprojekt Mama Mía. 

   Men en gåtur op ad Calle Real Xalteva føles stadig lige så naturlig, som en gåtur ned ad Valby Langgade, hvor jeg har mit danske hjem. Jeg kender Granada så godt, at jeg kan udpege, hvilke huse der er blevet malet. Jeg er hjemme på Arroyo Carita.

   Derfor er det mig også svært at skrive noget nyt om Granada. Jeg undrer mig ikke længere over kvinderne, der med store frugtkurve på små hoveder og meget (!) nasale stemmer råbende sælger - eller sælgende råber - "sandíííí....a; banaaaa...no, maaaa...ngo" (vandmelon, banan, mango), manden på motorcyklen, der kører rundt med en højttaler, hvorfra der lyder reklamer for den ost, han sælger fra fryseboksen bagpå. Eller når hundene spiser skraldet på gaden, gederne græsset i vejkanten, køerne (jaget af en lille hidsig opsynsmand udstyret med en grenpisk) bladene på træerne i Xalteva-parken. 

   Men i de samme gader, hvor løsgående hunde spiser af skraldeposerne i vejkanten, som ostesælgeren tiloser med sin motorcykel, og hvor kvinderne går deres fødder flade med frugtkurvene på hovedet, skyder flere og flere hoteller og restauranter op. Pænere og renere, vestliggjorte. Dette er byens største ændring, men også mest konstante: dens konstante udvikling med flere turister og større velstand. For netop de mange turister, som stiler mod "det nye Costa Rica", som Nicaragua for kort siden blev kaldt af en rejseguide, medbringer masser af dollars, som bliver brugt i den adorable koloniale by. Dollarsene har uden tvivl skabt en større velstand for de mange sælgere, som ofte kommer fra nogle af de fattigste familier, men gør samtidig boligmarkedet mere og mere skævt. Huslejen er tårnhøj og udgør en hel månedsløn for en nicaraguaner, men for los gringos (gringoerne) er det kun meget lille greb i tegnebogen. Fødevarepriserne stiger konstant, chauffør og computerreparatør Julio fortalte mig, at de er steget 25 %, mens lønnen forbliver den samme. 

   Nej, udviklingen er ikke noget nyt, men det er faktum, at den ikke stilner af, men fortsætter i samme rivende tempo som før. Samme tempo som børnene hos min værtsfamilie (især deres lille nye datter, Violet Sofie!) og børnene på Casa Xalteva vokser. 

   Måske vil det være mindre de vuelta al futuro næste gang, jeg besøger Granada, og mere visita al futuro (besøg i fremtiden), hvem ved. Jeg gør ikke, andet end at det er utrolig skønt at være tilbage. 

 

  

Welcome to America

Ved ankomsten til USA bliver man som europæer udfordret på sin nonchalance, sit frisind, sin nedarvede arrogance over for USA. Effektivität'en, som i det sidste århundrede eller to har spredt sig over vores kontinentet - nogle ville mene med centrum i Tyskland - bliver sat på hold, når vi, på trods af to timers forsinkelse, udsigten til et misset transitfly på trods af en oprindelig 3,5 timers margin eller bare til at blive Sleepless in Atlanta, bliver bedt om tålmodigt at vente i USAs immigrations-, told-, og grænsebeskyttelsesvæsens kaoskø. Fem ud af otte skranker åbne, hvorfra følelsesforladte grænsebeskyttere vinker den næste non-American citizen hen og redder den fra trehundrede-personerskøen.

   Ved skranken skal non-American citizen #3000 den dag svare kort og korrekt på, hvad den dog vil i the land of milk and honey (God forbid, at den vil have en lidt for stor del af dette) eller i sit destinationsland, og hvis den er lidt for langsom - drugged af varmen fra trehundrede andre ikkeamerikanere, mangel på ilt eller stressadrenalin - modtager den et olmt blik, en reprimande og dobbeltregistrering af fingre og ansigt. 

   Herefter kan non-American citizen, europæeren som i løbet af den sidste times tid i køen har givet sin unionsnationalitet stort forbogstav og sendt en kærlig tanke til Schengen en gang i minuttet, løbe gennem tolden, nå hall'en, hvor Delta-matronerne retter sløvt på deres kongeblå og purpurrøde slips og dovent fortæller den, at flyet så godt som er fløjet. Det næste går om et døgn. En ny flybillet, en hotelvoucher og nå ja, welcome to America, ma'am. 

Voucheren låser op for et værelse, der var smart, dengang rødligt træ, nikotingul og rejsekaffemaskinen model sammenfoldelig også var det. Sammen med en mexicaner, strandet mellem Amsterdam og León, México, på forretningsrejse, har jeg brokket mig over absurditeten ved et vanvittigt system refærdiggjort af beskyttelsen af et frihedsideal, der lyder lige så hult, som bollen i min hotelburger er. Diet Coke koster det samme som vand, og servitricen bliver surere, jo mere hun hører af vores spanske. Vi kan vel pænt spørge efter et smil på amerikansk, hvis vi vel have et. 

    Mexicaneren hedder Jorge, er ingeniør og bosat i León. Han har tidligere boet ved den mexicanske grænse til Texas og bekræfter, at det er lige så farligt, som jeg tror. Hans gode ven blev holdt som gidsel i en uge af en narkobande, som tog hans penge og mishandlede ham. Han var på vej hjem fra arbejde. 

   At grænsen der er lige så bevogtet, som jeg tror, bekræfter han også. Jeg er imponeret over, at Jorge overhovedet kan rejse over USA. Det var heller ikke let at få lov, siger han. 

   På vej i seng møder jeg en rapper fra Florida, som ryger pot på p-pladsen og digger mine New Balances. Han spørger, om jeg kan lide at feste (jeg er vel fra Europa). Ja, svarer jeg, men også at sove. Det er 24 timer siden, jeg stod op. Og det skal jeg nu. Jeg har syv timer i lufthavnen imorgen.

   Well, svarer han, welcome to America. 

Har nu nærstuderet Atlanta lufthavn i nogle timer og kan
anbefale (eller de-anbefale) dens enorme (!) udvalg af
fastfood-restauranter.