Vamos a la playa

Efter hårde uger med møder, der ikke er gået, som de burde, konstant intensivering af varme og mindre anfald Granada-klaustrofobi, besluttede vi at tage på Stillehavsstrand i weekenden.
   Stranden hed Playa Gigante, og husede lige så store bølger, som navnet antyder. Størstedelen af de besøgende var nicaraguanske, både surfere, strandbabes og strandløver, men også gringos var der. Vi selv var en gruppe på ni: fem amerikanere, en nicaraguansk pige (kæreste med en af amerikanerne), to danskere (Laura og jeg) og en hollandsk fyr. Både amerikanere og hollænder surfede blandt nicaraguanske mænd, kvinder, drenge på ikke mere end elleve i to-tre meter høje bølger.
  Vi andre kunne kun blive væltet omkring i forsøget på at tage en svømmetur, hilse på brandmændene (i vandet) og drømme om næste bred 6000 km væk. Hvor Stillehavet igen møder fastland efter at have krydset et undervandskontinent.
  Byen Playa Gigante i sig selv er en lille fiskerby med kun et lillebitte pulpería (a la døgnkiosk bare uden 24-timersservice), et par restauranter og en smuk smuk solnedgang. Her lever folk, som om verdenen ikke når til dem - eller berører dem - som om at verdenen er bestemt til at følge deres gang, hvis nogen overhovedet.

Pelikanerne fiskede, skrigeaberne brølede, tidevandet vendte hjem,
 mens solen gik ned over
Stillehavet på vores egen strand. 

Et lille billede af Laura, som beundrer udsigten fra huset. I
baggrunden ses Playa Gigante. 

 

Sentimiento en Granada

Sæt denne playliste på, drik en rom og cola (gør den til en nica libre med hvid rom, lime og is) og se nogle (mobil-)billeder fra Granada

Calle Real Xalteva en onsdag før solnedgang og Semana Santa
(Derfor de mange biler)
Længst væk ses tårnet på Iglesia Xalteva, som er kirken tæt
på der, hvor jeg bor. 

Et af mine yndlingsmotiver: Volcán Mombacho og vejen hjem

Grandas signaturret; Vigorón (yuccarod kogt til en halvklumpet grød,
svinekød stegt med krydderier, kålsalat med noget, der minder om pickles)
serveret på bananpalmeblad.
Det smager godt! 

   

Caliente

Påsken er det varmeste tidspunkt på året i stillehavsområdet i Nicaragua, og derfor er et af hit-ordene i øjeblikket caliente eller calor (varmt og varme). En vigtig påsketradition - lige så verdslig som de vestlige påskeæg - er derfor at tage til vandet. Granadinerne tager ud til Stillehavet, mens andre nicaragüenses tager til Granada for at bade i søen på størrelse med Sjælland, Lago de Nicaragua (Nicaraguasøen). Her slår de sig i flere dage ned på stranden, der ligger én kilometer fra centrum, bader uden at kunne svømme, bader mens de drikker, danser, fester, sover, køber mad fra de små madboder, og den ellers stille strand er med ét forvandlet til Nicaraguas svar på Ibiza. Hvorfor? Fordi det er ulideligt fugtigvarmt (solen brænder (!), vinden føles som en hårtørrer), og det er Semana Santa (Hellig uge - påske).

 Nogle trodser dog varmen og deltager i processionerne, som udgår og ender fra hver af de seks store kirker i byen. Hver procession symboliserer og markerer dagens tekst om Jesu lidelseshistorie og vej fra Palmesøndag til 2. Påskedag. 

  Det har altså derfor også været svært at få aftalt møder, da næsten alle har været på ferie enten fra mandag eller fra onsdag, men det er dog lykkedes et par gange. Vigtigst er at nævne mødet med en psykolog på et projekt, der arbejder med udsatte kvinder i byen, Casa de las Mujeres (Kvindernes hus). De har ikke kapacitet til at visitere single-teenagemødre, og endnu engang blev jeg bekræftet i, at der er et enormt behov for et sådan projekt, men også at de gerne vil hjælpe og udveklse frivillige. 

Men slut for nu, en Lago de Nicaragua i miniature er opstået under min stol, imens jeg har skrevet. Imens kan i nyde denne lille sang: Caliente

(Caliente har flere betydninger. Det kan overføres til det engelske "hot", så hvis man siger estoy caliente, siger man, at man er sexet, mens vejret godt kan være caliente).