Gringas i Guate

Antigua - første stop på Guatemala-rejsen - ligger en times kørsel fra hovedstaden Guatemala City. Byen minder på mange måder om Granada, idet den er centreret  om en Parque Central (central park) afgrænset af en smuk katedral på den ene led, og på de tre andre af koloniale kolosser (i hvert fald i Granada-Antigua-standard) på tre etager og med buegange. Byerne formes i kvadrater af smalle gader - i Antigua brostensbelagte - og små huse i alle regnbuens farver.
   Men i Antigua er farverne stærkere; om det skyldes manglen på det gyldentstøvede lys, der hver dag sidst på eftermiddagen lægger sig over Granada og gør alle farver bløde og giver runde kanter, eller om det er indianerkvindernes traditionelle, farverige og smukke dragter, der forstærker alle farver vides ikke. Lige såvel kan det være blomstertræerne mod de tre blå vulkaner, der omkranser byen, boderne med mange slags frugter eller de internationale restauranters farverige skilte.
   Dem er der nemlig mange af i Antigua, som generelt er et langt mere besøgt rejsemål end Granada, hvilket udgør en af de største forskelle mellem de to byer. For selvom Antigua har en mindre hektisk stemning end Granada, mærkes backpackernes og turisternes tilstedeværelse i de fleste dele af byen - de mange restauranter, up-to-date-butikkerne, rejsebureau'erne, souvenirbutikker og udbredt brug af engelsk.
   Det var svært at vænne sig til efter 3,5 måneders Nicaragua, en kulturel indsigt, venner og nicafamilie. Nu er vi backpackere, gringas med kamera og del af turisterne.

(Min kortlæser til mit kamerahukommelseskort er desværre gået i stykker, så jeg beklager meget mangel på billeder. Til gengæld er der her et link til lidt lækkert guatemusik at læse videre på)

Igår tog vi til Lago Atitlán, som ligger 3 timer med 4 forskellige "chicken busses" (som de lokale amerikanske skolebusser hedder i backpacker-lingo). Fra Panajachel, hvortil man kører, tog vi en lille lancha til byen Santa Cruz La Laguna. Selve byen befinder sig 600 meter oppe på de vulkanske klippesider, der udgør bredden hele vejen rundt om søen. Her er gaderne smalle, husene af sten og blik, sproget er indiansk fremfor spansk, børnene leger med tøndebånd, og kvinderne bærer alle traditionelle dragter (trajes). Alle kender hinanden, og som fremmed bliver man hilst på med et venligt smil.
Her er utroligt smukt - bredden på den anden side anes kun lige akkurat, fordi vandet og himlen og en del af en vulkanside har forskellige nuancer grå. Skyerne dækker klippesiderne og bølgernes skvulpen dominerer lydlandskabet - kun afbrudt af en lancha, der sommetider lægger til ved molen.

Lige en sød sang at slutte af på, Ricardo Arjonas El y Ella

Reggae og amerikansk country al lado

Et caribisk paradis med et uendeligt turkisblåt hav, guldsandstrande og palmer, der svajer i den varme og velduftende vind er Corn Islands (ó en español Las Islas de Maíz). Hængekøjer på verandaerne, drivtømmer på strandene, brændende sol og tropiske regnskyl. 

Corn Islands består af to øer, Big Corn og Little Corn. Her
Big Corn set fra et 12-personers propelfly 

   Corn Islands ligger i Det Caribiske Hav, hvor englænderne styrede hele Centralamerikas caribiske kystlinje, såvel som øerne ud for fastlandet. Derfor er engelsk hovedsproget i Nicaraguas østlige fastland og på Corn Islands. På papiret. Sproget er en blanding af kreoler-engelsk, spansk, spanglish og nogle af de oprindelige sprog, der tales af miskitoerne, ramaerne, sumaerne blandt andre.
   Sprogblandingen skyldes, at majsøerne (og fastlandets caribiske kyst) er hjemsted for efterkommere af slaver, der blev bragt dertil for at dyrke majs, bananer. I dag lever beboerne af fiskeri, taxikørsel og den stigende turisme, som især findes på Little Corn. På Big Corn lever mange derimod i massiv fattigdom. Bølgeblikskure, tomme blikke og bålafbrænding af skrald i vejkanten er hvad, mange af medarbejderne, der arbejder på de rige hvides hotelparadiser, vender hjem til efter mange timers arbejde. Det føles, som om kolonialismen kun er et halvt årti væk.
   Men samtidig spiller reggae højt med amerikansk country på strandcomedor’ene af palmeblade, hvor familiens kvinder matronerer tranquilas over en pollo frito og børnene leger i det turkise og salte hav. Big Corn har ligesom Stillehavsregionen to sider, men at komme hertil føles som at rejse til et helt andet land, en kultur lidt længere fra vores egen. 

Den bedste strand på Big Corn med en lang lang hvid
sandstrand og turkisblåt hav.  På Big Corn kan man tage på stranden,
 snorkle, dykke, gå ture og opleve den caribisknicaraguanske costeñostemning.
De fleste vælger dog at bo på Little Corn, hvor der kun bor 500, men
til gengæld mange turister og backpackere. 

Havnebyen ved Brig Bay. På Big Corn er der en massiv fattigdom
og en rest af en kolonialisme til stede i forholdet mellem
fremmed og indbygger. Big Corn skulle være den mest
"autentiske caribiske ø" af Nicaraguas caribiske øer.

På Little Corn forventer man hele tiden at finde en gemt skat
i det hvide sand mellem de opskyllede træplanker og palmerne, der truer
med at vælte i havet. Vi besøgte kun Little Corn i 3 timer, da båden kun sejler
mellem Big Corn og Little Corn en gang om morgenen og om aftenen.
Båden er en panga (eller lancha, som de siger på Stillehavskysten)
åben og med plads til 50 personer. På vej over til Little Corn
satte vi os fejlagtigt i forenden, hvilket resulterede i en rygskade for
den ene af os, da fronten hoppede og fløj (for høj fart + caribiske bølger)
Little Corn er meget idyllisk - der er ingen biler - men her møder
man hovedsageligt sig selv (andre udlændinge, backpackere, turister),
bare i andre versioner.

Farvel til Corn Islands og (næsten) farvel til far.
Solnedgang over Det Caribiske Hav.

Afsked

En af mine chavalos og jeg (hårdt arbejdende)!

I fredags var sidste arbejdsdag med de børn, jeg er kommet til at holde så meget af. "No te vayas, Sofia" (du må ikke tage afsted, Sofie) er svær at stå imod, og  idag besøgte jeg dem med kage. I nat var sidst nat i mit hus hos min nicafamilie, som jeg lige så holder utroligt meget af. Tiden er fløjet, og selvom der er sket så uendeligt meget siden, jeg lagde et billede op af min pakkede taske dagen før afgang, føles det som utroligt kort tid.
Heldigvis får jeg besøg fra Danmark i denne uge, og kan vise min by frem og opleve nye dele af Nicaragua. Det glæder jeg mig utrolig mget til! Det gamle afsluttes med noget nyt - og bagefter tager jeg et par uger til Guatemala, før turen går hjem fra Cancun i Mexico d. 10. maj!