onsdag den 30. april 2014

Gringas i Guate

Antigua - første stop på Guatemala-rejsen - ligger en times kørsel fra hovedstaden Guatemala City. Byen minder på mange måder om Granada, idet den er centreret  om en Parque Central (central park) afgrænset af en smuk katedral på den ene led, og på de tre andre af koloniale kolosser (i hvert fald i Granada-Antigua-standard) på tre etager og med buegange. Byerne formes i kvadrater af smalle gader - i Antigua brostensbelagte - og små huse i alle regnbuens farver.
   Men i Antigua er farverne stærkere; om det skyldes manglen på det gyldentstøvede lys, der hver dag sidst på eftermiddagen lægger sig over Granada og gør alle farver bløde og giver runde kanter, eller om det er indianerkvindernes traditionelle, farverige og smukke dragter, der forstærker alle farver vides ikke. Lige såvel kan det være blomstertræerne mod de tre blå vulkaner, der omkranser byen, boderne med mange slags frugter eller de internationale restauranters farverige skilte.
   Dem er der nemlig mange af i Antigua, som generelt er et langt mere besøgt rejsemål end Granada, hvilket udgør en af de største forskelle mellem de to byer. For selvom Antigua har en mindre hektisk stemning end Granada, mærkes backpackernes og turisternes tilstedeværelse i de fleste dele af byen - de mange restauranter, up-to-date-butikkerne, rejsebureau'erne, souvenirbutikker og udbredt brug af engelsk.
   Det var svært at vænne sig til efter 3,5 måneders Nicaragua, en kulturel indsigt, venner og nicafamilie. Nu er vi backpackere, gringas med kamera og del af turisterne.

(Min kortlæser til mit kamerahukommelseskort er desværre gået i stykker, så jeg beklager meget mangel på billeder. Til gengæld er der her et link til lidt lækkert guatemusik at læse videre på)

Igår tog vi til Lago Atitlán, som ligger 3 timer med 4 forskellige "chicken busses" (som de lokale amerikanske skolebusser hedder i backpacker-lingo). Fra Panajachel, hvortil man kører, tog vi en lille lancha til byen Santa Cruz La Laguna. Selve byen befinder sig 600 meter oppe på de vulkanske klippesider, der udgør bredden hele vejen rundt om søen. Her er gaderne smalle, husene af sten og blik, sproget er indiansk fremfor spansk, børnene leger med tøndebånd, og kvinderne bærer alle traditionelle dragter (trajes). Alle kender hinanden, og som fremmed bliver man hilst på med et venligt smil.
Her er utroligt smukt - bredden på den anden side anes kun lige akkurat, fordi vandet og himlen og en del af en vulkanside har forskellige nuancer grå. Skyerne dækker klippesiderne og bølgernes skvulpen dominerer lydlandskabet - kun afbrudt af en lancha, der sommetider lægger til ved molen.

Lige en sød sang at slutte af på, Ricardo Arjonas El y Ella

Ingen kommentarer:

Send en kommentar