Bachata

I dag snakkede jeg med min spansklærer om musik - her er Latinamerikas svar på Justin Bieber Prince Royce, som bl.a. laver bachata-inspireret musik. Her er bachata en af de foretrukne latindances (som jeg skal ud og danse, når jeg er kommet mig over ømme ben efter Mombacho)

Brug et øjeblik på at se videoen, den er som mange andre ting her utroligt amerikansk inspireret og på samme tid ikke. Se den her.

Granadas gamle naboer

Lørdag satte vi - dvs. mig og 2 andre danskere - hverdagen med varme, hårde og lærerige skoledage på pause og tog på tur til Granadas nabo, Volcán Mombacho. Til hvad der svarede til 2 kr pr. person kunne man løse billet til bussen, der kørte forbi vulkanen, der ligger 10 km fra Granada. Bussen er gamle, gule amerikanske skolebusser, der har set bedre dage med færre passagerer og koldere klima. Busserne kører først, når de er fyldte, men vi var heldige og kom til en næsten fuld bus - og fik siddepladser. Til at forsøde ventetiden - eller køreturen - solgte  kvinder med forklæder, kurve på hovederne og børn i armene fresco (limonade med is  i plastikposer), nacatamal (lokal ret, der består af en majsmasse med små chilier, der bliver formet om enten grise- elller kyllingekød, indpakket i bananblade og kogt), snacks og nødder. Da bussen kørte fra byen, skruede chaufføren op for det store bachata-hit, som bliver spillet overalt (jeg kan desværre ikke finde det).
   Vi valgte at gå op til krateret, som ligger i 1150 meters højde. Vejen har en enorm hældning på hvad der i de fugtigtvarme 35 grader celsius føltes som 45 graders hældning. Efter vi nåede til toppen, samlede skyerne sig om toppen - hvilket de gør størstedelen af tiden - til en cloud rainforest. Utrolig frodig og eksotisk, men sigtbarheden dårlig (krateret var svært at få øje på).
   Søndag tog vi til Laguna Apoyo, som også er et vulkankrater i vulkankæden, der går fra Ometepevulkanerne Madera og Concepción, til Mombacho, Laguna Apoyo, Masaya. Så vidt jeg har forstået, er Laguna Apoyo dannet ved, at vulkanen engang sprang i luften, og der op strømmede vand fra vulkanen. Lagunen er omgivet af små strande og palmer, der giver skygge i den stikkende sol.

Bagved ses vulkanens mindste krater (bag skyerne)

Et forsøg på at tage et billede af det frodige vulkankrater. Mest af
alt ses bare den sky, vi stod inden i 

Vulkanens regnskov 

Udsigten fra Mombacho, hvor man ser ned på Granada  og Lago de Nicaragua. 

Den blå Laguna Apoyo kan anes på billedet, men ses tydeligt fra Volcán Mombacho.

Ometepe, el jardín de Nicaragua (Nicaraguas have)

Hør denne, mens I læser: Juan Luis Guerra - El Costo de la Vida (rette stemning)

Midt i Nicaraguasøen ligger øen Ometepe, der når man kommer sejlende imod den fra fastlandet forekommer besynderlig og imponerede med sine to keglevulkaner. Vulkanerne, som er bundet sammen af et tyndt bånd lavland og stadig er aktive, giver øen næring, så den kan leve op til sit navn som Nicaraguas have (eller i hvert fald Stillehavskystens have) i al sin frodighed. Her er ingen supermarkeder, kun små kiosker, da øens beboere selv dyrker  alt, hvad de skal bruge. Her er alle slags palmer med alle slags frugter, blomster og medicinske virkninger. Her er grise og høns, geder og køer, der vandrer frit omkring, men i virkeligheden er beboernes spisekammer. Udover biler er heste det primære transportmiddel, og også disse græsser i vejkanten. For at tjene penge producerer øens beboere kakao og især kaffe - noget af verdens lækreste - som bliver eksporteret til hovedsageligt Europa, og derfor ikke kan købes i Nicaragua - med undtagelse af turistbutikkerne selvfølgelig.

På stranden på det lille stykke land mellem vulkanen Concepción og Madera
(i baggrunden). Denne sælger cyklede forgæves med ellers lækre empanadas fritas,
som er friturestegte stykker hævet brød med sukker inden i.
På stranden bliver man hurtigt solbrændt (!!) på trods af solcreme.  

.

Have og naturreservat Charco Verde

Kakaobønner, dog ikke helt klar til høstning

Øens guld, kaffebønnerne, som ligner peanuts. De tørrer i solen i
et stykke tid før de bliver ristet og får deres karakteristiske farve og duft.
De dufter forskelligt på hvert stadie af deres forarbejdning

Hvis man kigger rigtig godt efter, kan man se to aber i træerne. Aberne
lever frit på især Ometepe. Her ved Ojo de Agua, som er en friskvandsindsø
med vand, der kommer op fra vulkanen. 

Ved  Ojo de Agua med frisk kokosnød og kokosnødddemælk blandet
med en anden af Nicaraguas store eksportvarer, "Ron" - rom af mærket Flor de Caña
Det er som næsten alt andet rimelig luksuriøst primært de rige
nicaraguanere  og gringos (turister), der kommer til Ojo de Agua

En "lancha", som ligesom "el Ferry", færgen, sejler til og fra Ometepe. Vi rejste med
denne til Ometepe, hvilket var en (rimelig ubehagelig) oplevelse. Jeg er ret sikker på,
at den allerede var slidt for 25 år siden, overetagen rykkede sig fra underetagen,
skruer og søm sad løst. Den var temmelig mobil i bølgerne, som desuden
var højere end normalt. Alle gringos var søsyge, inkl. mig selv, men også nogle
nica'er. På vej hjem tog vi heldigvis færgen. 

La manera nicaragüense

Her er et lille billede fra midten af byen. Juletræet står
stadig som et malplaceret julelevn i varmen.
Nica'erne fejrer ikke julen så meget som vi, men et
juletræ skal man da have (lige til påske?)
I baggrunden det nicaraguanske flag. 

Et billede fra før undervisningen, som begynder kl. 13
og slutter kl. 17. Tog med vand, dulces (det lyserøde
og brune - lidt ligesom turkish delights) og empanada frita(som
viste sig at var med friturestegt sukker inden i også).
Mmmh, men meget sødt!

Jeg er  lige kommet hjem fra spanskundervisning. Himlen er tung og mørk, luften varm og fugtig. Alt lover regn - også los mosquitos, som ikke altid ses, men mærkes (i virkeligheden er jeg ikke så hårdt ramt, det andet lyder bare mere dramatisk). Udenfor kan man høre nogle knald, der lyder som en blanding af pistolskud, kanoner og fyrværkeri, men i virkeligheden er det en slags kanonslag, som religiøst dedikerede fyrer af, når det er en af de mange helgeners dag.
   Jeg kom hjem fra spanskundervisning og isspisning for en times tid siden, tog vasketøjet ned (tøjet vaskes i hånden; hvert hus har en tre-i-én vask med en vask til vand, én til opvask og én, som har vaskebrætsriller til tøjet), og nu sidder jeg her. Jeg har fire timers spanskundervisning om dagen i en klasse på to (inkl. mig) plus læreren, som i denne uge hedder Gabriela og er meget dygtig. Den anden elev hedder Josefine og er fra Danmark. Der er én anden dansker, som går på spanskskolen og skal arbejde frivilligt. Han  hedder Nikolaj. I spansktimerne snakker vi naturligvis kun spansk, lærer grammatik og laver opgaver. Vi har lektier til  hver time (faktisk en del), så udbyttet af undervisningen er ret godt, når man alle  samtaler i hjemmet også foregår på spansk. Men jeg er fuldstændig smadret i hovedet - fordi der også er elever fra andre lande, især USA, men også en fra Tjekkiet og en anden fra Holland, taler vi også engelsk, og os danskere imellem taler dansk - og blander de forskellige sprog og idiomatiske udtryk med hinanden, men jeg tror, at det allere i næste uge bliver bedre.
   Mit hus er - tror jeg, jeg ved det ikke - et typisk nicaraguansk hus hvad angår størrelse, udstyr (más o menos), indretning. Man kommer ind i stuen, hvor der er en lille sofaforhøjning af madrasser, nogle gyngestole, en reol, et stereoanlæg og wifiboks (de to sidste tror jeg skyldes, at min familie har ret mange udlændinge boende), et spisebord. Fra stuen kan man gå ind i mit værelse, som er udstyret med seng, stol, kommode og spejl, skraldespand, vasketøjskurv og tre billeder. Fra stuen går man også ud i en gang, som er halvt overdækket af husets bliktag, halv i det fri. Fra gangen kan man på venstre hånd gå ind i det lille toilet, amerikaneren Davids værelse, familiens værelse. For enden er køkkenet, som også er halvt i det fri, og hvor der på en lille forhøjning er en gård med vasketøjssnore og krydderurter.
   Vi spiser meget ris og bønner, kylling og fisk fra søen, stegte plátanos og bananer (to forskellige slags bananer), salat med tomat, kål, og drikker fresco (limonade af friskpresset frugt (især appelsin, mandarin), vand, sukker og masser is). For det meste får vi varme retter tre gange om dagen, men igår og idag fik vi cornflakes og havregrød med kanel og banan til morgenmad.
   Det hele er meget eksotisk - og i weekenden tager vi (nogle fra spanskskolen) til Ometepe, en ø af to vulkaner.
Det er stadig ikke begyndt at regne, men helgenbomberne lyder stadig udenfor.

Knus

Gadegeder, høj sol og tropiske regnskyl

Nu har jeg været i Nicaragua i et par dage og er allerede fuldstændig mættet af indtryk. Jeg ankom kl. 21.00 til Managua lufthavn efter omkring 26 timers rejse. Turen gik fint, jeg betalte 10 dollars for at komme ind i landet, og heldigvis var baggagen kommet igennem de to mellemlandinger og tre fly.

I lufthavnen blev jeg hentet af Andrés, og vi kørte en times tid til Granada, hvor min værtsfamilie bor. De hedder Fatima og Juan Carlos og har to små drenge, som hedder Kianny og Robert (meget søde), og de er alle meget venlige og hjælpsomme, men snakker kun spansk, så det træner jeg en del.

Byen set fra tårnet af en af byens 6 kirker, Iglesia Merced.
I horisonten ses Volcán Mombacho, som en smule truende (?)
 overvåger byen

Næste dag var jeg på guidet tur med Andrés i Granada, som er  fyldt med store kirker, som er levn fra spaniernes storhedstid som hård og nådesløs imperiemagt i Mellem- og Sydamerika. Byen er varm og fyldt med mennesker - en stor del af dem prøver at sælge noget. Gaderne i byen er præget af mangefarvede huse, musik fra diverse højttalere på både biler og huse, fritgående hunde, katte og tykmavede geder. Der er mange cykler, og ulig i Danmark kan én cykel transportere mindst én familie på fire.
Luft finder man ved kæmpesøen Lago de Nicaragua, hvor man kan blive holdt med selskab af ferskvandshajer (i vandet) og græssende heste og køer (på stranden), svajende palmer og kokosnødsælgere (ved promenaden).
I lyset af den også altid tilstedeværende fattigdom, er nicaraguanerne fulde af overskud, venlighed og imødekommenhed. De er utroligt søde.
Alt i alt er her rigtig dejligt, men det er også hårdt at skulle vænne sig til varmen og til konstant atskulle snakke spansk.
I må meget gerne sende mig lidt post på  adressen:

Sofie Sommer Lang
C/o Fatima y Juan Carlos
2 cuadras al sur
1/2 cuadra al este
Calle Arroyo Carita
Al lado de pulpería Martha
Granada, Nicaragua

Knus

I det fjerne ses Iglesia Catedral, som sammen med den centrale park,
Parque Central, udgør byens hjerte. 

Nedtælling

Selvom afgang fra Kastrup er meget tidligt i morgen tidlig (kl. 06.00), går timerne i en blanding af uvirkeligt langsomt og utroligt hurtigt. Det hele er ved at være pakket, så ventetiden bliver nu brugt på diverse ompakning og øvelse i blogskrivning. Adjektiver, der kan bruges til at beskrive mine rejsefølelser at the moment, er: glad, bange, spændt, nervøs, modig.
Hav det godt til vi ses, når DK er ved at tø op (og jeg er træt af 30 grader)!

Knus