La manera nicaragüense

Her er et lille billede fra midten af byen. Juletræet står
stadig som et malplaceret julelevn i varmen.
Nica'erne fejrer ikke julen så meget som vi, men et
juletræ skal man da have (lige til påske?)
I baggrunden det nicaraguanske flag. 

Et billede fra før undervisningen, som begynder kl. 13
og slutter kl. 17. Tog med vand, dulces (det lyserøde
og brune - lidt ligesom turkish delights) og empanada frita(som
viste sig at var med friturestegt sukker inden i også).
Mmmh, men meget sødt!

Jeg er  lige kommet hjem fra spanskundervisning. Himlen er tung og mørk, luften varm og fugtig. Alt lover regn - også los mosquitos, som ikke altid ses, men mærkes (i virkeligheden er jeg ikke så hårdt ramt, det andet lyder bare mere dramatisk). Udenfor kan man høre nogle knald, der lyder som en blanding af pistolskud, kanoner og fyrværkeri, men i virkeligheden er det en slags kanonslag, som religiøst dedikerede fyrer af, når det er en af de mange helgeners dag.
   Jeg kom hjem fra spanskundervisning og isspisning for en times tid siden, tog vasketøjet ned (tøjet vaskes i hånden; hvert hus har en tre-i-én vask med en vask til vand, én til opvask og én, som har vaskebrætsriller til tøjet), og nu sidder jeg her. Jeg har fire timers spanskundervisning om dagen i en klasse på to (inkl. mig) plus læreren, som i denne uge hedder Gabriela og er meget dygtig. Den anden elev hedder Josefine og er fra Danmark. Der er én anden dansker, som går på spanskskolen og skal arbejde frivilligt. Han  hedder Nikolaj. I spansktimerne snakker vi naturligvis kun spansk, lærer grammatik og laver opgaver. Vi har lektier til  hver time (faktisk en del), så udbyttet af undervisningen er ret godt, når man alle  samtaler i hjemmet også foregår på spansk. Men jeg er fuldstændig smadret i hovedet - fordi der også er elever fra andre lande, især USA, men også en fra Tjekkiet og en anden fra Holland, taler vi også engelsk, og os danskere imellem taler dansk - og blander de forskellige sprog og idiomatiske udtryk med hinanden, men jeg tror, at det allere i næste uge bliver bedre.
   Mit hus er - tror jeg, jeg ved det ikke - et typisk nicaraguansk hus hvad angår størrelse, udstyr (más o menos), indretning. Man kommer ind i stuen, hvor der er en lille sofaforhøjning af madrasser, nogle gyngestole, en reol, et stereoanlæg og wifiboks (de to sidste tror jeg skyldes, at min familie har ret mange udlændinge boende), et spisebord. Fra stuen kan man gå ind i mit værelse, som er udstyret med seng, stol, kommode og spejl, skraldespand, vasketøjskurv og tre billeder. Fra stuen går man også ud i en gang, som er halvt overdækket af husets bliktag, halv i det fri. Fra gangen kan man på venstre hånd gå ind i det lille toilet, amerikaneren Davids værelse, familiens værelse. For enden er køkkenet, som også er halvt i det fri, og hvor der på en lille forhøjning er en gård med vasketøjssnore og krydderurter.
   Vi spiser meget ris og bønner, kylling og fisk fra søen, stegte plátanos og bananer (to forskellige slags bananer), salat med tomat, kål, og drikker fresco (limonade af friskpresset frugt (især appelsin, mandarin), vand, sukker og masser is). For det meste får vi varme retter tre gange om dagen, men igår og idag fik vi cornflakes og havregrød med kanel og banan til morgenmad.
   Det hele er meget eksotisk - og i weekenden tager vi (nogle fra spanskskolen) til Ometepe, en ø af to vulkaner.
Det er stadig ikke begyndt at regne, men helgenbomberne lyder stadig udenfor.

Knus