Farvel

Det er nu fire måneder siden, at jeg postede mit første indlæg aftenen før afgang fra Danmark til Nicaragua. Jeg sidder nu i Cancún, imorgen går flyet hjem, og der er sket uendeligt mange ting siden den kolde januaraften. Meget er blevet fortalt og fordøjet her på bloggen, men oplevet og opdaget i det virkelige liv. Nyt liv, nye venner, ny nica-familie - ny hjemrejsebillet for den sags skyld.
   Dengang var det naturligvis umuligt at forestille sig, hvor fantastisk og vigtigt og betydningsfuld oplevelsen er blevet, og som jeg ved, den vil være resten af mit liv. Det har været et møde med især en kultur, der er helt anderledes og meget mere udfordret end min egen, men også et møde med mennesker, der, selvom de har et totalt anderledes udgangspunkt end dig selv, alligevel gæstfrit og imødekommende inviterer dig til at blive en del af deres hverdag, liv og endda deres familie. Det har været et møde med børn, som bare er børn, på trods af alle deres montón (= mere eller mindre utallige) problemer. Vi har rejst rundt, oplevet en lille smule mere af Centralamerika og Mexico, mødt nye mennesker, andre måder at rejse og tænke på.
   Så ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det lige nu er trist, træt, vemodig, sentimental, fyldt, men tom, spændt.
   Her kommer en lille sang med den gode Romeo, som er en stor del af soundtracket til Nicaragua, og har en passende følelse til dette lidt sentimentale indlæg (undskyld). Llevame Contigo, hedder den.

Yucca-yucca-Yucatán

Få lidt mexicansk følelse med en lille narcocorrido (sange, der handler om narko og relaterede forbrydelser), der stadig er populær i især busserne i Nicaragua, Guatemala og Mexico - La Puerta Negra - Los Tigres del Norte. 

Nej, det er ikke roden yucca, dette indlæg skal handle om, men tværtimod den mexicanske delstat Yucatán. Yucatán er hovedsageligt kendt for charterturisme til Cancún, flotte strande, tequila og mezcal i Playa del Carmen - "Playa" - hvor disco'erne ligger på rad og række.
   Men Yucatán er også andet. Det er venlige indbyggere, små og fattige mayabyer, ældgamle og imponerende ruiner efter selv samme indianerkultur og naturfænomentet "cenotes".
   Cenotes findes i 10.000-tal spredt over hele Yucatán og er underjordiske grotter med stalaktitter og stalagmitter, vandbassiner med mærkelige fisk, flagermus og trærødder, der er vokset langt langt ned i søgen efter vand. Mange mayabyer og -ruiner (f.eks. Chichén Itzá, som er en af verdens 7 moderne vidundere) findes i nærheden af en cenote. I dag mener man, at de både har fungeret som vanddepot, hellige kilder eller har symboliseret nedgangen til dødsriget.
   Yucatán er også resterne efter en spansk kolonialisme, der i lige så - og måske endnu - høj(ere) grad har præget Mexico som de centralamerikanske lande. Byen Valladolid, som ligger midt på halvøen og tilpas tæt på Chichén Itzá til, at turistbusser stopper sidst på eftermiddagen på vej tilbage fra Chichén Itzá til Playa del Carmen eller Mérida og lukker horder af fotovanvittige passagerer, hvis nationalitet ofte kan spores til landet lige nord for Mexico. Efter en time vender byen tilbage til dens normale, varme selv. I den tidlige aftens bløde lys (for her bliver det først mørkt kl. 19.30) synger fuglene for valladolidensere, der sidder i stolebænke placeret i samtale-afstand over for hinanden i byens parker. Bilerne fylder gaderne med huse i kolonial stil med maling i alverdens farver. Byens sandfarvede facader genspejler aftenlyset og knejser efter en dag indhyllet i varmedis og støv. Fra comedores og gadestande dufter der af tacos, empanadas, burritos, tostadas, poc-chuc (lokal mayaret), og måske er det snart tid til en mezcal, som ligesom tequilaen er lavet  af  agave-planten, smager en smule anderledes og serveres med en skive appelsin drysset med chili.
   Chilien er som de fleste ved en mexicansk delikatesse og kan findes i utallige udgaver på markedet, med tacos eller i guacamolen (som er anderledes en den nicaraguanske med avocado, løg, citrron og kogte æg, men er mere berømt i hele verden). Her findes yucca'en ikke andre steder end i ordlyden af regionens navn - Yucatán.

En lille sang (dog af en colombianer, men efter næsten 4 måneder i Latinamerika, som Mexico godt nok ikke er en del af, skelner man ikke så meget imellem latinamerikanske nationaliteter - og så alligevel...) til at afslutte på: A Dios Le Pido af Juanes.

Smukke Guatemala

En lille sang til læsningen.

I løbet af de 10 dages rejse Guatemala - som nu er fortsat til Mexico - oplevede vi nogle bestemte træk, der går igen i mange dele af landet: guatemaltekernes venlighed og hjælpsomhed, som nogle gange kan føre til små hyggelige episoder i overfyldte busser, på gaden og markedet, Guatemalas rolighed, der lever af den storslåede natur.
   Selv navnet på naturreservatet Semuc Champey antyder noget spektakulært. Midt i imellem høje bjerge beklædt med fugtig regnskov ligger en dal med grotter, vandfald og 6 naturlige vandbassiner i etager. Spektakulært er det, og set fra et udsigtspunkt utroligt smukt, men på en langt mere tropisk, og måske eventyragtig måde - man kan svømme i grotterne med stearinlys - end det sydvestlige højland med blå vulkaner kontrasteret af  træernes lyserøde blomster.
   Men også Maya-indianerne præger landet både som en stor procentdel af befolkningen, men også ved Mayaruinerne spredt ud over landet. Tikal, den største i Guatemala, var en hellig by med templer og paladser for det imperiets overklasse. Rundt om levede bønderne og arbejdede for at opretholde helligdommen Tikal og dens beboeres levestandard i en periode på mere end 1000 år. I dag lever de fleste indianerne stadig på landet som bønder. De hører til de fattigste i Guatemala og led især under borgerkrigen, hvor titusinder guatemaltekere blev dræbt.
   Alligevel er stemningen i Guatemala på samme måde som i Nicaragua præget af imødekommenhed og en mere ukompliceret tilgang til livet end i Danmark, f.eks. En tilgang, der kan gøre livet lettere. Eller sådan forekommer det.