Det er nu fire måneder siden, at jeg postede mit første indlæg aftenen før afgang fra Danmark til Nicaragua. Jeg sidder nu i Cancún, imorgen går flyet hjem, og der er sket uendeligt mange ting siden den kolde januaraften. Meget er blevet fortalt og fordøjet her på bloggen, men oplevet og opdaget i det virkelige liv. Nyt liv, nye venner, ny nica-familie - ny hjemrejsebillet for den sags skyld.
Dengang var det naturligvis umuligt at forestille sig, hvor fantastisk og vigtigt og betydningsfuld oplevelsen er blevet, og som jeg ved, den vil være resten af mit liv. Det har været et møde med især en kultur, der er helt anderledes og meget mere udfordret end min egen, men også et møde med mennesker, der, selvom de har et totalt anderledes udgangspunkt end dig selv, alligevel gæstfrit og imødekommende inviterer dig til at blive en del af deres hverdag, liv og endda deres familie. Det har været et møde med børn, som bare er børn, på trods af alle deres montón (= mere eller mindre utallige) problemer. Vi har rejst rundt, oplevet en lille smule mere af Centralamerika og Mexico, mødt nye mennesker, andre måder at rejse og tænke på.
Så ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det lige nu er trist, træt, vemodig, sentimental, fyldt, men tom, spændt.
Her kommer en lille sang med den gode Romeo, som er en stor del af soundtracket til Nicaragua, og har en passende følelse til dette lidt sentimentale indlæg (undskyld). Llevame Contigo, hedder den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar