| Man mærker tydeligt, at Estelí ligger i en mere frodig egn end Granada. Der sælges masser af frisk frugt i gaderne - som her et vandmelonsbjerg. |
mandag den 3. marts 2014
Estelí
Weekendens tur gik til Estelí, som ligger i det frodige og kølige (hermed en dagstemperatur mellem 25 og 30 grader) højland fem timer nordøst for Granada. Den gamle sandinistbastion, som blev hårdt ramt under revolutionen pga. dens placering i et af de mest hede krigsområder, har både træer med blomster i alle farver, en ny kirke og grusveje. På trods af at byen ligger i et område med smukke naturreservater og er på præcis samme størrelse som Granada (kun hundrede indbyggeres forskel), møder man næsten ingen turister. Stemningen er super tranquilo, man kan købe fritanga (gadegrill med nicanationalretter som grillet kylling, gallo pinto - bønner og ris kogt og stegt sammen - plátanos verdes y maduros - store madbananer som chips eller bløde og friturestegte - og kålsalat) dagen lang på domkirkepladsen, finde "comedores" (lokale små restauranter med fresco og dagens menu ) overalt, på byens eneste disco spilles bachata og reggaetón hele natten, og dj'en spørger, hvilken rytme Justin Timberlake er. Anderledes fra Granada, som idag er en af Nicaraguas mest turistede byer, og hvor turismen hver måned stiger, forekommer Estelí mærkeligt rig - uden skrald, flasker, skodder i gaderne, hvor man næsten ikke møder tiggere og hjemløse. Husene er velholdte, der er ingen hestekærrer eller gadegeder, og man kan gå hjem fra diskoteket til hostellet. Dette tror jeg skyldes det lave antal turister - der er for røvere mindre chance for at finde nogle gringos, der rent faktisk har penge på sig (vi gik f.eks. ud med kun 50 córdobas svarende til ca. 10 kr, hvilket dog var en smule optimistisk, men ikke mindre lod sig gøre), men måske også, at der rent faktisk er en højere levestandard i ellers super nica Estelí.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar