Nicafamilieweekend

Hvis du har lyst, kan du sætte denne meget populære sang på, mens du læser.

Varmen i Granada stiger fortsat indtil den topper i april, og det bliver mere og mere uudholdeligt at være ude i solen i dagstimerne. Bare et hurtigt blink med øjet giver sved på panden og kræver en slurk vand fra den faste følgesvend: vandflasken med agua purificado (renset vand). Samtidig er luften indenfor i husene med bliktage så tyk og kvælende varm, at jeg nogle morgener vågner og savner at fryse. Alligevel - eller netop derfor - foregik det meste af weekenden udendørs i Granada.
   Fredag aften gik delvist med pollo asado (grillet kylling, plátanos (madbananer) mixtos, stegt ost (queso frito) og kålsalat) og et show med forskellige danseoptrædender og musik fra hele Nicaragua. Dansen, flamencokjoler, -trin  og -udfordringer, cowboyhatte var akkompagneret af marimba, et instrument der stammer fra Masayavulkanens golde bjergsider, som ligger i Granadas naboregion med samme navn som vulkanen (og byen), eller Granadas hornorkester, som trængte til en tuner. Måske kan man få et indtryk af dansen med denne video, eller denne (sidste en smule mere sprogligt udfordrende, hvis man ikke kan spansk, men til gengæld præsenterer en optimistisk nicaraguaner forskellige typiske nicaraguanske madretter).
   Resten af weekenden gik med nicafamilien, som både inkluderer den familie, jeg bor hos (Juan Carlos, Fatima, Robert, Kianny) og forskellige venner fra spanskskolen. Lørdag picnic'ede vi på nogle af Juan Carlos' venners finca (gård), som ligger i nærheden af søen og som tæller 9 børn, 4-5 voksne, høns, haner, hunde, katte, heste, grise, køer og en minipapegøje. Her brugte vi dagen på at gå ture, lege med børnene, ride til søen, spise medbragt mad, plukke mango, chapote og mange andre frugter, hvis navne jeg nu har glemt, og som vi aldrig kommer til at købe i supermarkederne i Danmark.
   Søndag lejede jeg og to andre danskere (som også var med lørdag) cykler på Casa Xalteva for at udforske for os hidtil ukendte dele af byen. Vi kørte i udkantsslummen, drak kokosnøddemælk fra kokosnød ved søen og så Granadas eneste kirkegård, som er kæmpestor og på sin vis smuk. Un fin de semana tranquilíssimo (en meget stille og rolig weekend).
Denne sang af Juan Luis Guerra, som har været populær i her landet i over 20 år, har samme stemning, som Granadas kirkegård kan give dig.

På vej til pulpería for at købe vand.

Glad Kianny (efter lækker frokost).

En af gårdens drenge løber for livet løs fra sit hus til sine fætres og kusiners
hus, som ligger bagved fotografen.

Fatima og Robert (der spiser frugt og er bange for grisene).

Farvel til gårdens børn, som  var "amigos por un día" (venner for en dag)
På gården var de igang med at grave en brønd  i baghaven, da
der ikke er rindende vand - sjovt nok havde de to fjernsyn i stuehuset
(jeg undrer mig over hvor signalet kommer fra?).
Gården er stort set selvforsynende med kød, grøntsager, ost, mælk, men sælger
kødet fra kalvene, de opdrætter på gården.
 

Grøn oase i nærheden af søen. Jeg har ingen ide om, hvordan det kan lade sig
gøre, da der hverken er bæk eller vandingssystem, og alle andre
marker er gulbrunt afsvedne.

Qué rico el coco - pause fra cykelturen i 35+ grader

Udkantsområde i nærheden af søen

I Granada findes et nedlagt hotel, der bare får lov til at ligge.
Dens primære brugere er legende børn, elskende og hjemløse. I huset vokser
mangotræer både i stuen (nu en patio), køkkenet... 

...og oven på hvad, der engang var et toilet.