"Rio San Juan es-" indleder en nicaraguaner samtalen, når man nævner, at man har besøgt den mægtige flod, der roligt slanger sig igennem sumpagtigt lavland og regnskove, der emmer af fugt og brøl fra aber, jaguarer, tukaner og arapapegøjer. En næsten overnaturlig duft af jord, planter og dyr blandet med de tidlige morgeners mosekonebryg og tåge som næsten som i Elverhøj slår en med en urkraft, man ikke møder mange andre steder. Byer med eventyrnavne som "Boca de Sábalos" og "El Castillo" hilser en velkommen på marquesk vis allerede i indsejlingen med maddufte, hektisk havneliv med mennesker, dyr, militær og huse på stager.
"- nica" forventes man at færdiggøre sætningen om Rio San Juan. Ikke kun deler floden den utæmmelige regnskov, men også to lande. Nicaragua og Costa Rica har i mange år - siden Costa Rica under en af Nicaraguas utallige krige overbevidste hele det nicaraguanske område syd for floden om at blive costaricansk med et løfte om fred - kæmpet om floden, som for et par år siden for stedse blev nicaraguansk. Den ene flodbred, ja, tilhører Centralamerikas selvudråbte storebror, Costa Rica, som pga. deres konstante påmindelser om deres højere uddannelsesniveau, generelt bedre levestandard, (øko-)turisme (øko- passer ikke nødvendigvis - Costa Rica er igang med at bygge en motorvej tværs gennem regnskoven og dropper af og til olie af i de nordlige regnskovsområder) og bedre handelsesforbindelser til bl.a. USA over for Nicaragua, provokerer nicaerne i det uendelige.
El Ejército Nacional de Nicaragua (Nicaraguas militær) dominerer hele floden med deres grønne bøllehatte, tunge støvler, maskingeværer og bistre ansigtsudtryk. Overalt hvor man indlogerer sig elle
"- nica" forventes man at færdiggøre sætningen om Rio San Juan. Ikke kun deler floden den utæmmelige regnskov, men også to lande. Nicaragua og Costa Rica har i mange år - siden Costa Rica under en af Nicaraguas utallige krige overbevidste hele det nicaraguanske område syd for floden om at blive costaricansk med et løfte om fred - kæmpet om floden, som for et par år siden for stedse blev nicaraguansk. Den ene flodbred, ja, tilhører Centralamerikas selvudråbte storebror, Costa Rica, som pga. deres konstante påmindelser om deres højere uddannelsesniveau, generelt bedre levestandard, (øko-)turisme (øko- passer ikke nødvendigvis - Costa Rica er igang med at bygge en motorvej tværs gennem regnskoven og dropper af og til olie af i de nordlige regnskovsområder) og bedre handelsesforbindelser til bl.a. USA over for Nicaragua, provokerer nicaerne i det uendelige.
El Ejército Nacional de Nicaragua (Nicaraguas militær) dominerer hele floden med deres grønne bøllehatte, tunge støvler, maskingeværer og bistre ansigtsudtryk. Overalt hvor man indlogerer sig elle
r sejler bliver man bedt om at angive sine personlige data, der forekommer behandlet så usystematisk, at bureaukratiet sammen med de overfladiske bagagetjek bliver en magtdemonstration uden andet formål at vise, at "Rio San Juan es nica".
| Tur i junglen i Indio-Maíz-reservatet. Her så vi både dovendyr, forskellige aber, kolibrier, bæltedyrshuler, kæmpeedderkopper... |
| ... og giftige frøer, men dog ingen jaguarer, tapirer, ara- papegøjer eller krokodiller, som ellers også findes i området. |
| Solopgang over floden |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar