La Cruz Mena

Casa Xalteva (min tidl. spanskskole og hvor jeg arbejder frivilligt på et projekt med gadebørn) arbejder sammen med en fond, der hedder "Si quieres ellos pueden reir" (hvis du vil det, kan de grine), som samler penge i Canada til at donere skolesager til ubemidlede skoler i udkanten af Granada. Mandag aften mødtes vi en del studerende og frivillige fra Casa Xalteva og samlede 600 poser med kladdehæfter, kuglepenne, blyanter, viskelædre.
Tirsdag formiddag og eftermiddag (skolesystemet er konstrueret sådan, at et hold børn går i skole fra 8-12, det andet fra 13-17) kørte vi ud med tingene til skolerne. Jeg kørte med om eftermiddagen til skolen "La Cruz Mena", som ligger 15 minutters kørsel fra Granada centrum, og hvis legeplads udgøres af en støvet sandskolegård og et stativ med seks rustne gynger. Klasserne var  udstyret med tegninger af geometriske figurer, rustne stoleborde og 30-40 søde, uniformsklædte skolebørn. Børn fra de omkringliggende husmandssteder, og som har lært sig at sige "What is your name", "My name is Maria". Børn, som på trods af en ikke særlig lys fremtid bare er børn, der elsker at lege i frikvarterene, drille hinanden og skændes om gyngerne. Fulde af nysgerrighed overfor verden og os fremmede med kladdehæfter og blå øjne. Som alle andre børn alle andre steder.

 

Granadas absolutte modpol (?)

Historisk og politisk er byen León, som med sine 200.000 indbyggere er dobbelt så stor som Granada, modpol til netop Granada. Liberale León og konservative Granada kæmpede i årene efter 1812-uafhængigheden fra Spanien om retten til at kalde sig hovedstad indtil at denne tilkom Managua i 1858 for at stoppe det langvarige oprør mellem de to byer. Begge placeret i Stillehavskystområdet med 3 timers afstand (før en stor eruption fra Vólcan Momotombo i 1610, som totalt ødelagde León Viejo, endnu tættere på hinanden) mærkes byernes fundamentale forskel stadig. I León trænger kulturlivet sig konstant på med store teatre, murmalerier for indholdsrige og smukke til at kunne kaldes grafitti, statuer af store nicaraguanske digtere som Rubén Darío, der boede, døde og skrev i byen. Selv bag en hamburgervogn kan man finde citatersom "Sin poesía no hay ciudad" (uden poesi, ingen by). I endnu højere grad end i Granada drejer alt i bymidten sig om poesi og kultur.
Samtidig er León ligesom Granada bygget rundt om en katedral (i León Basílica de Asunción, 1747), som især i fortiden - men til dels også idag - udgjorde byens beboeres livscentrum. Her fejrede og ærede man fødsel, død, foreningen af mand og kvinde. Her købte man (på pladsen udenfor) livsnødvendigheder som bønner og sine synders forladelse. Her hørte man nyheder fra verden udenfor, sladrede med naboen, forelskede sig. Idag er byens kerne(r) i lige så høj grad i byens markeder, som man finder sammen med typiske små nicaraguanske huse, pulperías og hestekærrer, hvis man bevæger sig ud fra centrum. Til forskel fra Granada er León mindre turistet og har på grund af sin kultur en boheme- og alligevel nicatranquilo stemning, som ikke synes at ændres (som den gør i Granada) foreløbig.

"For friheden har vi kæmpet" - et levn efter 70'ernes og 80'ernes
krig

León var oprindeligt Nicaraguas universitetsby (idag er
Managua i lige så høj grad uddannelsescentrum), og flere
gange har studerende i León gjort oprør mod det somocistiske
styre. Jeg er ikke sikker på 1959, som der her refereres til, men i
d. 22. januar 1967 var der en massakre på de studerende i León, der
gjorde oprør. (Der har næsten lige været årsdag for massakren) 

Sandinismens fader, Agosto C. Sandino.

Basílica de Asunción, hvor der var bryllup, da vi ville ind og besøge den.
Brudeparret kom ud af katedralen ledsaget af riskastning og 7 små brudepiger i
blå kjoler og høje hæle. 

Bush er ikke populær i både León og Granada.
I Granada kaldes han "ladrón de petróleo" (olietyv).
Daniel Ortega har til gengæld egenhændigt lige indført en lov, så
han kan genvælges et utal af gange. Dette er et problem pga.
valgsystemets mange huller.

Man kan ikke se det, men på motorcyklen kører to fyre og to congas.
Derudover en fin nicagade i fint lys.

I León boede vi Bigfoot Hostel, som laver ture til en lille, men
stadigt voksende vulkan "Cerro Negro" (724 m). Man vandrer
op ad vulkanen i nogenlunde samme belægning som her på billedet.
Derefter "boarder" man ned af vulkansiden. Inden man surfer ned, kan
man kun se halvdelen af nedturen, fordi den bliver stadigt stejlere, og
man tror, at man vil brække alle knogler i forsøget.
Dette skete dog ikke (jeg kørte som en af de tre langsommeste, hvilket
medførte lavashot-straf (rom+chili) tilbage på hostellet. Jeg vulkanboarder
gerne igen, men lavashotter ikke igen.

På vej mod markedet og busstationen, hvor gaderne bliver mindre,
butikkerne specialiserede og stemningen mere nica.

La semana de la poesía

Dagene fra d. 16. til d. 22. februar var i Granada dedikeret til poesi. Digtere fra mange verdenshjørner kom til Den 10. Internationale Poesifestival i Granada for at fejre og hylde poesien. Selvom Nicaragua med rette kan nævnes som et af de lande i verden, hvor digtningens udtryk betyder mest, og hvor selv teenagere læser nationalpoet og Latinamerikas første modernist Rubén Darío, fyldte poesien kun endnu mere denne uge. Rundt omkring i byen fulgtes digtoplæsninger af improvisation for åben mikrofon, koncerter og workshops med deltagere og tilskuere i alle aldre. Midt på ugen forenedes forskellige nicaraguanske regioner i et karneval med dans og udklædning, der havde rod i dansernes hjemstavn. Også kvinderne fik opmærksomhed i både karneval og poesioplæsning, hvor kvinder fra Brasilien til Nicaragua til Rumænien igennem deres digte - deres sprog, som de forklarede i den indledende tale - bragte fokus på kvinderettigheder, vold mod kvinder og bare kvindelighed generelt.
   En manera muy nica forblev ingen optræden samme sted eller til samme tidspunkt som skrevet i programmet, så heldet var med én, hvis man fandt den oplæsning, man ledte efter. Men fulgte man strømmen af turister, nicaraguanere, mænd og kvinder, børn, unge og gamle fandt man noget poetisk - hvad enten det var digtoplæsning, et citat på væggen eller noget helt tredje. 

Canto Nacional af Ernesto Cardenal

Jeg har desværre glemt, hvad disse kæmpe danserinders navn er.
Det er en traditionel dans, hvor to dukker danser rundt i cirkler
akkompagneret af trommeslagere.

I anledning af festivalen steg både "faren" i centrum, antallet af gadesælgere,
og kunsthåndværksboder. Her en issælger med den fineste isafkøler
(dog en smule ineffektiv i 35 graders varme).

 

Som en af de sidste kom processionen med slagordet
"Si las mujeres dicen NO es No" (hvis kvinderne siger nej, er det et nej)
Selvom f.eks. kvindevold er et meget større problem i andre
centralamerikanske lande som f.eks. Guatemala og El Salvador,
er der stadig problemer i de rurale områder. Her kan uopklarede hustrumord
ifølge nicaraguanere selv finde sted, hvis en kvinde ønsker en skilsmisse.

El día de San Valentín

Lyt til denne sang, mens du læser.

Det kom som en overraskelse, at fænomenet "Valentins dag", El día de San Valentín, viste sig at være temmelig udbredt her i Nicaragua. Dagen - et symbol på amerikansk kommercialisme og overflødighed - bliver hverken forbundet med USA, kontra'er eller borgerkrig. Med udnyttelse af landets ressourcer, ligegyldighed over for et hårdhændet diktatur eller undvigelse af ansvar. Dagen giver nicaraguanere mulighed for at fejre hinanden og kærligheden, som altid er til stede i landet - på gaden, i musikken og i poesien. (forleden mødte jeg f.eks. en mand i Parque de los Poetas (Poeternes Park), der kaldte sig selv for "El rey de romanza" (kongen af romantik). Gadesælgernes pollo fritos, frescos, cigaretter, lerduer, tandbørster og slik skiftes denne dag ud med roser, hjerteformede balloner og citatkort med kærlighedserklæringer. Denne dag er kun kærligheden i centrum og problemerne glemmes.

San Juan del Sur, fiskerby, surfer's paradise og sirene

En chicken bus, her i bedre stand (du kan se det på malingen).
Ellers er de som regel bare gule og med navnet på den amerikanske
skole, hvor den indledte sit lange busliv.

I weekenden tog vi nogle stykker til San Juan del Sur, der ligger sydligt på Nicaraguas Stillehavskyst. Ruten fra Granada til San Juan med "chicken bus" - dvs. kasserede amerikanske skolebusser, der transporterer alt fra kyllinger (deraf navnet), scootere og cykler til lokale og backpackere - går fra Granada til Rivas, som ligger 1,5 til 2 timer stik mod syd, varighed alt efter, om bussen skal have mere benzin eller buschaufføren er sulten. Fra Rivas tager man en anden bus más ó menos en time mod sydøst til San Juan del Sur. Busserne skifter konstant køreplan og afgår desuden først, når den er fyldt (!) op. Derfor er ventetiden ofte en time eller halvanden, men i mellemtiden kan man købe slik, nacatamales, dulces og fresco af kvinder, der med børn på armene går rundt i busserne og prøver at afsætte hvad, de nu har at sælge.
   Vi ville tage bussen, så vi i Rivas havde god tid til at nå den sidste bus til San Juan, der går kl. fem om eftermiddagen. På trods af ændret afgangstid og lang ventetid nåede vi aldrig til Rivas. Et par kilometer uden for byen smed buschaufføren alle "gringos" af. På det afsidesliggende busstoppested var kun en taxichauffør at spørge til råds, ingen lokale, ingen by i sigte. Taxichaufføren prøvede at bilde os ind, at den sidste bus til San Juan var afgået, og selvom vi vidste, at den ikke var (vi så den fra taxien, da vi kørte igennem Rivas), måtte vi tage taxien og betale de 5 dollars, det kostede pr. person. Til gengæld var vi San Juan tidligere end forventet.
   San Juan del Sur har ligesom en del andre Nicaraguanske byer over de sidste par år oplevet en stigende turisme. Byen er et surfer's paradise, hvor backpackere kommer for at slænge sig og feste på stranden, tage nord- eller sydpå for at surfe eller bare spise lækre tacos (det eneste sted, jeg har oplevet fastfoodboder med quesillos eller tacos, der har åbent om natten - det siger noget om turismen, synes jeg). Alligevel har byen en slags charme, som kun fiskerbyer har. Små gader, små huse er koncentreret om stranden, som altid har og altid vil være byens pulsåre, hvad enten fangsten er stillehavsfisk eller turister med tanning-behov og købekraft.
   Der er ikke meget at lave i San Juan, men byen har en sirenekraft, der giver dig lyst til at blive ét med byen og blive meget, meget lang tid.

San Juan er formet efter den hesteskoformede bugt, der
udgør stranden.

Vi troede, at det var muligt at surfe i selve San Juan del Sur, men
som det ses på billedet, er vandet meget stille.
Bølgerne her var de største, jeg så i løbet af en dag. Man
skal tage nogle km eller ti mod nord eller syd for at surfe.

Solnedgang over Stillehavet. 

 

Akvarelsolnedgang, flagermusebasken og diskokuglelys

En halv times kørsel på ladet af  en pickup bringer dig til Vólcan Masaya. Masaya er på trods af, at navnet antyder det, ikke én vulkan, men et  helt kompleks bestående af tre eller fire vulkaner. Heraf er kun en vulkan stadig aktiv (Vólcan Nídril). Sulfatdampene kradsede i både næse, mund, lunger og farvede den allerede nedgående sol rød. Fra Masayavulkanen, som er inaktiv, kunne man både se ned i Nídrilkrateret, som i skumringen lignede en kæmpemund, parat til nådesløst at sluge alt og alle (i 2012 var der faktisk en tragisk ulykke). Solnedgangen, som blandedes med vulkandampen, penslede himlen i akvarelpasteller, og i den næsten skyfri aften kunne man mod sydøst se Mombacho, mens kegle(!)vulkanen Momotombo tronede mod nordvest. Det var en af de smukkeste solnedgange, jeg nogensinde har set.
Bagefter tog vi en flagermusehule, der var formet under et udbrud for mange år siden. Man kunne - når der var stilhed til det - høre flagermusene baske med vingerne og kurre. Vi fik også set en del turister, der formåede at skabe feststemning ved at lave diskokuglelys med lommelygterne og som syntes at mene, at guiderne var de største attraktioner (der blev i hvert fald taget mange billeder af dem). 

Her et billede fra ladet af en pickup, som er den absolut mest nicaraguanske
måde at rejse på. Man skal bare være mindst ti mere, end bilen er beregnet til, sætte de ti på ladet,
hvoraf tre af dem bliver nødt til at stå op.
Her et billede af opstigningen af Masayavulkanen. Den grønne beplantning
skyldes en ildebrand sidste år, hvor hele vulkansiden brændte ned. 

Billede mod nordvest i retning mod Managua, Momotombo, León.
De små bakker midt i alt det flade er små vulkaner, der er igang med
at blive dannet.

Appelsinsolen over vulkankomplekset.

Korset blev sat op af den første spanier, der besteg Masayavulkanen.
Dengang var krateret ikke sprunget i luften, og spanieren
(hvis navn jeg ikke husker) var sikker på, at vulkanen var indgangen
til helvede. Korset fungerede som djævleuddrivelse.
Lige bag ved korset kan man se Vólcan Momotombo. 

Nyder udsigten fra Masayavulkanen (har ikke ondt i maven)

Solen er næsten nede over vulkanerne. Her set fra Masayavulkanen.

Hay un país bonito

Imorgen kl. 12.00 slutter mine fire uger med spanskundervisning. Timerne er ikke kun blevet brugt til at lære samtlige verbumtider, men også til kulturudveksling med spændende diskussioner om politik, samfund og kulturelle forskelle. Om hvad der sker i Nicaragua lige nu, Nicaraguas position i Centralamerika og hvad, der bekymrer en nicaraguaner lige nu. Om et stadigt intransparent valgsystem mere end 30 år efter Somozas fald. Om vigtigheden af uddannelse i et land, der kæmper mod analfabetisme med den sparsomme ammunition, det har til rådighed. 

 
Min sidste store opgave var at oversætte "Der er et yndigt land" fra dansk til spansk. En næsten umulig opgave (versefødder og rim kommer aldrig til at passe). Her er tekstens første og sidste strofe:

Hay un país bonito

que se pavonea con hayas anchas

cerca de la salada playa del este, 

cerca de la salada playa del este, 

se serpentea en colinas y valles, 

su nombre es Dinamarca vieja

y es la sala de Freya, 

y es la sala de Freya

....

¡Salud, soberano y patria!

Salud, cada ciudadano danés,
que hace lo que pueda,
que hace lo que pueda, 

//: Nuestra Dinamarca vieja debe de ser protegida,
entretanto la haya se mira
su cima en la ola azul,
su cime en la ola azul ://

For at få lidt Nicakultur tilbage er her den nicaraguanske "himno nacional", som er meget kortere end den danske: El himno nacional de Nicaragua.  

Mytologiske øer

Næsten mytologisk sprang Vólcan Mombacho (Granadas truende nabo) for 10.000 år siden i luften og fødte en lille miniøgruppe i søen. Øerne hedder idag Las Isletas og tæller omkring 200 øer, som  pga. deres størrelse tildeles præfixet mini-.  De huser idag bl.a. spøgelsesaber (som er en art, selvom der godt kunne være tale om overtro her i Nica - og blot tilføjede lidt  spænding til isleta'ernes mytologi), sjældne fugle og fisk og måske nogle af søens ferskvands-"tiburones" (hajer).
   Øgruppen var engang Granadas fattigste kvarter, men idag ejer både Nicaraguas førstemand, el presidente Daniel Órtega, og den rigeste familie "Familia/Casa Pellas". Familien ejer bl.a. Flor de Caña, verdens bedste ron (rom), biler, motorcykler, veje, busser - der er ingen grænser for rigdommen. Fattigdommen ses dog stadig hos fiskerne, der arbejder fra små flade lanchas og lydløst går i et med øernes smukke og frodige natur. 

Af en eller anden grund er traditionen, at vi skal lave noget fysisk
efter et par dage med rom (en rigtig hård tradition).
Her i en cykelbåd, der rykkede sig 2 meter på hvad, der
føltes som 1000 omdrejninger.
Mit lettere syge ansigtsudtryk billedliggører  arbejdsbyrden fint.

Naturen var smuk og fuglene mange, men vi så desværre ingen spøgelsesaber

Med papa (eller i virkeligheden mama) i baggrunden.  

En lidt større ø, hvis beboer(e?) fisker for føden. 

Det kan svære svært at se på billedet, men stranden, hvor hestene
græsser og granadenserne bader er fyldt med skrald.
Ingen ressourcer - og tradition - for at rydde  skraldet op. Man får på
  fornemmelsen, at den halvt fungerer  som byens losseplads
(i mangel på bedre)

Et land med mange retninger

Forleden tog vi på en lille eftermiddagstur til to landsbyer, der ligger på Laguna Apoyos engang vulkanske skråninger. Catarina og San Juan del Oriente, som landsbyerne hedder, bliver i folkemunde kaldt Los Pueblos Blancos, fordi husene i disse byer - til forskel fra mange andre byer i Granada-området - ikke er malet i alle farveskalaens nuancer, men er holdt i hvidt.
   Begge landsbyer er kendt for hver deres nicheproduktion - Catarina, la ciudad de flores y vegetales (blomster- og grøntbyen) og San Juan del Oriente for keramikfremstilling. Især i  San Juan del Oriente slår kunsthåndværkerne sig på fremstillingstraditioner nedarvet fra deres indianske forfædre - alt fra naturfarvesten til bambusværktøjet er bibeholdt i produktionen i en periode på ca. 4000 år. Derfor, siger de, holder keramikken så godt. Blomsterbyen Catarina er udover frisk frugt, grønt og et udbud af planter, der er Botanisk Have værdig kendt for en fin udsigt over Laguna Apoyo, Granada og længst væk Nicaraguasøen. På terrassen hvorfra udsigten nydes spiller spillemænd  på  marimba, der er stammer fra Masaya-området, som inkluderer Los Pueblos Blancos. Alt sammen utroligt eksotisk og anderledes - men...
   Som mange andre ting her i er byernes oprindelighed dobbeltsidet. Det fine håndlavede keramik akkompagneres af skåle og figurer, hvis neonfarver og ufuldendte form slår tvivl om naturprodukter og produktionsvarighed på 16 dage. Amerikanske turister filmer glade det inferno af lyd, som to-tre marimba-bands skaber, når de spiller sammen. Bag souvenirboderne ligger en biergarten, der spiller techno. En dobbelthed, der selvfølgelig er skabt af turisternes efterspørgsel, behovet for mange salg, men som går igen mange steder i nicaraguansk kultur. Mange her nede mener, at den, hvis den vokser, kan være fatal for den nicaraguanske kultur, vi kender i dag: bachata i musikvideoer, der giver Justin Bieber konkurrence. Mode og stilikoner side om side med artesanías (div. traditionelt tøj, figurer, kunsthåndværk), stigende antal turister, Irish Pubs, Iphones. Samtidig vasker langt de fleste familier tøj og opvask i hånden, og hestekærrer præger stadig gadebilledet. Mange går på markedet og i pulpería (små kiosker med både bleer, sukker og bønner til kilopris og isklumper i pose), køber fresco og comidas típicas (traditionelle retter) hos gadesælgere.
 Dobbeltheden er charmerende, men karakteriserer også  et samfund i konstant udvikling - og så er det opsigtsvækkende, at der er plads til amerikansk kultur og produkter på trods af en krig, der stadig kan mærkes 30 år efter, den egentlig sluttede.

Udsigt over Laguna Apoyo, Vólcan Mombacho og længst ude
Lago de Nicaragua

... og denne gang med lidt palmestemning

Her frugtbod i Catarina - der er mange frugter, som jeg aldrig
har hørt om, og dem, vi har i Danmark er anderledes og færre slags end her.
F.eks. er appelsiner og mandariner grønne, ananas har hvidt frugtkøs, og der findes både søde
og sure appelsiner (hvilket i dette tilfælde ikke er afgjort af modenhed),
og bananer findes ligeledes i sød, almindelig og plátanos, som
bruges til madlavning (stegte bananer - uhm)

De brune kugler i  forgrunden er ikke kokosnød, men zapote, som
er helt rød inden i og har en stor sten. Nogle hævder, at det er
Nicaraguas nationalfrugt.  Der er også mange frugter, man spiser
i pose med f.eks. salt eller chili. 

Her en overskåret kakaobønne (forleden lagde jeg et billede op af
to, der stadig ikke var høstet). Dens frugt er hvidløgslignende bønner,
som er slimede og søde på overfladen, men indvendigt er mørkelilla og bitre.
En ret sjov oplevelse at spise, men jeg foretrækker stadig den forarbejdet
(hvilket nærmest ikke er til at opdrive her - man spiser bare ikke rigtig choko)