Et land med mange retninger

Forleden tog vi på en lille eftermiddagstur til to landsbyer, der ligger på Laguna Apoyos engang vulkanske skråninger. Catarina og San Juan del Oriente, som landsbyerne hedder, bliver i folkemunde kaldt Los Pueblos Blancos, fordi husene i disse byer - til forskel fra mange andre byer i Granada-området - ikke er malet i alle farveskalaens nuancer, men er holdt i hvidt.
   Begge landsbyer er kendt for hver deres nicheproduktion - Catarina, la ciudad de flores y vegetales (blomster- og grøntbyen) og San Juan del Oriente for keramikfremstilling. Især i  San Juan del Oriente slår kunsthåndværkerne sig på fremstillingstraditioner nedarvet fra deres indianske forfædre - alt fra naturfarvesten til bambusværktøjet er bibeholdt i produktionen i en periode på ca. 4000 år. Derfor, siger de, holder keramikken så godt. Blomsterbyen Catarina er udover frisk frugt, grønt og et udbud af planter, der er Botanisk Have værdig kendt for en fin udsigt over Laguna Apoyo, Granada og længst væk Nicaraguasøen. På terrassen hvorfra udsigten nydes spiller spillemænd  på  marimba, der er stammer fra Masaya-området, som inkluderer Los Pueblos Blancos. Alt sammen utroligt eksotisk og anderledes - men...
   Som mange andre ting her i er byernes oprindelighed dobbeltsidet. Det fine håndlavede keramik akkompagneres af skåle og figurer, hvis neonfarver og ufuldendte form slår tvivl om naturprodukter og produktionsvarighed på 16 dage. Amerikanske turister filmer glade det inferno af lyd, som to-tre marimba-bands skaber, når de spiller sammen. Bag souvenirboderne ligger en biergarten, der spiller techno. En dobbelthed, der selvfølgelig er skabt af turisternes efterspørgsel, behovet for mange salg, men som går igen mange steder i nicaraguansk kultur. Mange her nede mener, at den, hvis den vokser, kan være fatal for den nicaraguanske kultur, vi kender i dag: bachata i musikvideoer, der giver Justin Bieber konkurrence. Mode og stilikoner side om side med artesanías (div. traditionelt tøj, figurer, kunsthåndværk), stigende antal turister, Irish Pubs, Iphones. Samtidig vasker langt de fleste familier tøj og opvask i hånden, og hestekærrer præger stadig gadebilledet. Mange går på markedet og i pulpería (små kiosker med både bleer, sukker og bønner til kilopris og isklumper i pose), køber fresco og comidas típicas (traditionelle retter) hos gadesælgere.
 Dobbeltheden er charmerende, men karakteriserer også  et samfund i konstant udvikling - og så er det opsigtsvækkende, at der er plads til amerikansk kultur og produkter på trods af en krig, der stadig kan mærkes 30 år efter, den egentlig sluttede.

Udsigt over Laguna Apoyo, Vólcan Mombacho og længst ude
Lago de Nicaragua

... og denne gang med lidt palmestemning

Her frugtbod i Catarina - der er mange frugter, som jeg aldrig
har hørt om, og dem, vi har i Danmark er anderledes og færre slags end her.
F.eks. er appelsiner og mandariner grønne, ananas har hvidt frugtkøs, og der findes både søde
og sure appelsiner (hvilket i dette tilfælde ikke er afgjort af modenhed),
og bananer findes ligeledes i sød, almindelig og plátanos, som
bruges til madlavning (stegte bananer - uhm)

De brune kugler i  forgrunden er ikke kokosnød, men zapote, som
er helt rød inden i og har en stor sten. Nogle hævder, at det er
Nicaraguas nationalfrugt.  Der er også mange frugter, man spiser
i pose med f.eks. salt eller chili. 

Her en overskåret kakaobønne (forleden lagde jeg et billede op af
to, der stadig ikke var høstet). Dens frugt er hvidløgslignende bønner,
som er slimede og søde på overfladen, men indvendigt er mørkelilla og bitre.
En ret sjov oplevelse at spise, men jeg foretrækker stadig den forarbejdet
(hvilket nærmest ikke er til at opdrive her - man spiser bare ikke rigtig choko)