Granadas absolutte modpol (?)

Historisk og politisk er byen León, som med sine 200.000 indbyggere er dobbelt så stor som Granada, modpol til netop Granada. Liberale León og konservative Granada kæmpede i årene efter 1812-uafhængigheden fra Spanien om retten til at kalde sig hovedstad indtil at denne tilkom Managua i 1858 for at stoppe det langvarige oprør mellem de to byer. Begge placeret i Stillehavskystområdet med 3 timers afstand (før en stor eruption fra Vólcan Momotombo i 1610, som totalt ødelagde León Viejo, endnu tættere på hinanden) mærkes byernes fundamentale forskel stadig. I León trænger kulturlivet sig konstant på med store teatre, murmalerier for indholdsrige og smukke til at kunne kaldes grafitti, statuer af store nicaraguanske digtere som Rubén Darío, der boede, døde og skrev i byen. Selv bag en hamburgervogn kan man finde citatersom "Sin poesía no hay ciudad" (uden poesi, ingen by). I endnu højere grad end i Granada drejer alt i bymidten sig om poesi og kultur.
Samtidig er León ligesom Granada bygget rundt om en katedral (i León Basílica de Asunción, 1747), som især i fortiden - men til dels også idag - udgjorde byens beboeres livscentrum. Her fejrede og ærede man fødsel, død, foreningen af mand og kvinde. Her købte man (på pladsen udenfor) livsnødvendigheder som bønner og sine synders forladelse. Her hørte man nyheder fra verden udenfor, sladrede med naboen, forelskede sig. Idag er byens kerne(r) i lige så høj grad i byens markeder, som man finder sammen med typiske små nicaraguanske huse, pulperías og hestekærrer, hvis man bevæger sig ud fra centrum. Til forskel fra Granada er León mindre turistet og har på grund af sin kultur en boheme- og alligevel nicatranquilo stemning, som ikke synes at ændres (som den gør i Granada) foreløbig.

"For friheden har vi kæmpet" - et levn efter 70'ernes og 80'ernes
krig

León var oprindeligt Nicaraguas universitetsby (idag er
Managua i lige så høj grad uddannelsescentrum), og flere
gange har studerende i León gjort oprør mod det somocistiske
styre. Jeg er ikke sikker på 1959, som der her refereres til, men i
d. 22. januar 1967 var der en massakre på de studerende i León, der
gjorde oprør. (Der har næsten lige været årsdag for massakren) 

Sandinismens fader, Agosto C. Sandino.

Basílica de Asunción, hvor der var bryllup, da vi ville ind og besøge den.
Brudeparret kom ud af katedralen ledsaget af riskastning og 7 små brudepiger i
blå kjoler og høje hæle. 

Bush er ikke populær i både León og Granada.
I Granada kaldes han "ladrón de petróleo" (olietyv).
Daniel Ortega har til gengæld egenhændigt lige indført en lov, så
han kan genvælges et utal af gange. Dette er et problem pga.
valgsystemets mange huller.

Man kan ikke se det, men på motorcyklen kører to fyre og to congas.
Derudover en fin nicagade i fint lys.

I León boede vi Bigfoot Hostel, som laver ture til en lille, men
stadigt voksende vulkan "Cerro Negro" (724 m). Man vandrer
op ad vulkanen i nogenlunde samme belægning som her på billedet.
Derefter "boarder" man ned af vulkansiden. Inden man surfer ned, kan
man kun se halvdelen af nedturen, fordi den bliver stadigt stejlere, og
man tror, at man vil brække alle knogler i forsøget.
Dette skete dog ikke (jeg kørte som en af de tre langsommeste, hvilket
medførte lavashot-straf (rom+chili) tilbage på hostellet. Jeg vulkanboarder
gerne igen, men lavashotter ikke igen.

På vej mod markedet og busstationen, hvor gaderne bliver mindre,
butikkerne specialiserede og stemningen mere nica.