La Cruz Mena

Casa Xalteva (min tidl. spanskskole og hvor jeg arbejder frivilligt på et projekt med gadebørn) arbejder sammen med en fond, der hedder "Si quieres ellos pueden reir" (hvis du vil det, kan de grine), som samler penge i Canada til at donere skolesager til ubemidlede skoler i udkanten af Granada. Mandag aften mødtes vi en del studerende og frivillige fra Casa Xalteva og samlede 600 poser med kladdehæfter, kuglepenne, blyanter, viskelædre.
Tirsdag formiddag og eftermiddag (skolesystemet er konstrueret sådan, at et hold børn går i skole fra 8-12, det andet fra 13-17) kørte vi ud med tingene til skolerne. Jeg kørte med om eftermiddagen til skolen "La Cruz Mena", som ligger 15 minutters kørsel fra Granada centrum, og hvis legeplads udgøres af en støvet sandskolegård og et stativ med seks rustne gynger. Klasserne var  udstyret med tegninger af geometriske figurer, rustne stoleborde og 30-40 søde, uniformsklædte skolebørn. Børn fra de omkringliggende husmandssteder, og som har lært sig at sige "What is your name", "My name is Maria". Børn, som på trods af en ikke særlig lys fremtid bare er børn, der elsker at lege i frikvarterene, drille hinanden og skændes om gyngerne. Fulde af nysgerrighed overfor verden og os fremmede med kladdehæfter og blå øjne. Som alle andre børn alle andre steder.