Farvel

Det er nu fire måneder siden, at jeg postede mit første indlæg aftenen før afgang fra Danmark til Nicaragua. Jeg sidder nu i Cancún, imorgen går flyet hjem, og der er sket uendeligt mange ting siden den kolde januaraften. Meget er blevet fortalt og fordøjet her på bloggen, men oplevet og opdaget i det virkelige liv. Nyt liv, nye venner, ny nica-familie - ny hjemrejsebillet for den sags skyld.
   Dengang var det naturligvis umuligt at forestille sig, hvor fantastisk og vigtigt og betydningsfuld oplevelsen er blevet, og som jeg ved, den vil være resten af mit liv. Det har været et møde med især en kultur, der er helt anderledes og meget mere udfordret end min egen, men også et møde med mennesker, der, selvom de har et totalt anderledes udgangspunkt end dig selv, alligevel gæstfrit og imødekommende inviterer dig til at blive en del af deres hverdag, liv og endda deres familie. Det har været et møde med børn, som bare er børn, på trods af alle deres montón (= mere eller mindre utallige) problemer. Vi har rejst rundt, oplevet en lille smule mere af Centralamerika og Mexico, mødt nye mennesker, andre måder at rejse og tænke på.
   Så ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det lige nu er trist, træt, vemodig, sentimental, fyldt, men tom, spændt.
   Her kommer en lille sang med den gode Romeo, som er en stor del af soundtracket til Nicaragua, og har en passende følelse til dette lidt sentimentale indlæg (undskyld). Llevame Contigo, hedder den.

Yucca-yucca-Yucatán

Få lidt mexicansk følelse med en lille narcocorrido (sange, der handler om narko og relaterede forbrydelser), der stadig er populær i især busserne i Nicaragua, Guatemala og Mexico - La Puerta Negra - Los Tigres del Norte. 

Nej, det er ikke roden yucca, dette indlæg skal handle om, men tværtimod den mexicanske delstat Yucatán. Yucatán er hovedsageligt kendt for charterturisme til Cancún, flotte strande, tequila og mezcal i Playa del Carmen - "Playa" - hvor disco'erne ligger på rad og række.
   Men Yucatán er også andet. Det er venlige indbyggere, små og fattige mayabyer, ældgamle og imponerende ruiner efter selv samme indianerkultur og naturfænomentet "cenotes".
   Cenotes findes i 10.000-tal spredt over hele Yucatán og er underjordiske grotter med stalaktitter og stalagmitter, vandbassiner med mærkelige fisk, flagermus og trærødder, der er vokset langt langt ned i søgen efter vand. Mange mayabyer og -ruiner (f.eks. Chichén Itzá, som er en af verdens 7 moderne vidundere) findes i nærheden af en cenote. I dag mener man, at de både har fungeret som vanddepot, hellige kilder eller har symboliseret nedgangen til dødsriget.
   Yucatán er også resterne efter en spansk kolonialisme, der i lige så - og måske endnu - høj(ere) grad har præget Mexico som de centralamerikanske lande. Byen Valladolid, som ligger midt på halvøen og tilpas tæt på Chichén Itzá til, at turistbusser stopper sidst på eftermiddagen på vej tilbage fra Chichén Itzá til Playa del Carmen eller Mérida og lukker horder af fotovanvittige passagerer, hvis nationalitet ofte kan spores til landet lige nord for Mexico. Efter en time vender byen tilbage til dens normale, varme selv. I den tidlige aftens bløde lys (for her bliver det først mørkt kl. 19.30) synger fuglene for valladolidensere, der sidder i stolebænke placeret i samtale-afstand over for hinanden i byens parker. Bilerne fylder gaderne med huse i kolonial stil med maling i alverdens farver. Byens sandfarvede facader genspejler aftenlyset og knejser efter en dag indhyllet i varmedis og støv. Fra comedores og gadestande dufter der af tacos, empanadas, burritos, tostadas, poc-chuc (lokal mayaret), og måske er det snart tid til en mezcal, som ligesom tequilaen er lavet  af  agave-planten, smager en smule anderledes og serveres med en skive appelsin drysset med chili.
   Chilien er som de fleste ved en mexicansk delikatesse og kan findes i utallige udgaver på markedet, med tacos eller i guacamolen (som er anderledes en den nicaraguanske med avocado, løg, citrron og kogte æg, men er mere berømt i hele verden). Her findes yucca'en ikke andre steder end i ordlyden af regionens navn - Yucatán.

En lille sang (dog af en colombianer, men efter næsten 4 måneder i Latinamerika, som Mexico godt nok ikke er en del af, skelner man ikke så meget imellem latinamerikanske nationaliteter - og så alligevel...) til at afslutte på: A Dios Le Pido af Juanes.

Smukke Guatemala

En lille sang til læsningen.

I løbet af de 10 dages rejse Guatemala - som nu er fortsat til Mexico - oplevede vi nogle bestemte træk, der går igen i mange dele af landet: guatemaltekernes venlighed og hjælpsomhed, som nogle gange kan føre til små hyggelige episoder i overfyldte busser, på gaden og markedet, Guatemalas rolighed, der lever af den storslåede natur.
   Selv navnet på naturreservatet Semuc Champey antyder noget spektakulært. Midt i imellem høje bjerge beklædt med fugtig regnskov ligger en dal med grotter, vandfald og 6 naturlige vandbassiner i etager. Spektakulært er det, og set fra et udsigtspunkt utroligt smukt, men på en langt mere tropisk, og måske eventyragtig måde - man kan svømme i grotterne med stearinlys - end det sydvestlige højland med blå vulkaner kontrasteret af  træernes lyserøde blomster.
   Men også Maya-indianerne præger landet både som en stor procentdel af befolkningen, men også ved Mayaruinerne spredt ud over landet. Tikal, den største i Guatemala, var en hellig by med templer og paladser for det imperiets overklasse. Rundt om levede bønderne og arbejdede for at opretholde helligdommen Tikal og dens beboeres levestandard i en periode på mere end 1000 år. I dag lever de fleste indianerne stadig på landet som bønder. De hører til de fattigste i Guatemala og led især under borgerkrigen, hvor titusinder guatemaltekere blev dræbt.
   Alligevel er stemningen i Guatemala på samme måde som i Nicaragua præget af imødekommenhed og en mere ukompliceret tilgang til livet end i Danmark, f.eks. En tilgang, der kan gøre livet lettere. Eller sådan forekommer det.

Gringas i Guate

Antigua - første stop på Guatemala-rejsen - ligger en times kørsel fra hovedstaden Guatemala City. Byen minder på mange måder om Granada, idet den er centreret  om en Parque Central (central park) afgrænset af en smuk katedral på den ene led, og på de tre andre af koloniale kolosser (i hvert fald i Granada-Antigua-standard) på tre etager og med buegange. Byerne formes i kvadrater af smalle gader - i Antigua brostensbelagte - og små huse i alle regnbuens farver.
   Men i Antigua er farverne stærkere; om det skyldes manglen på det gyldentstøvede lys, der hver dag sidst på eftermiddagen lægger sig over Granada og gør alle farver bløde og giver runde kanter, eller om det er indianerkvindernes traditionelle, farverige og smukke dragter, der forstærker alle farver vides ikke. Lige såvel kan det være blomstertræerne mod de tre blå vulkaner, der omkranser byen, boderne med mange slags frugter eller de internationale restauranters farverige skilte.
   Dem er der nemlig mange af i Antigua, som generelt er et langt mere besøgt rejsemål end Granada, hvilket udgør en af de største forskelle mellem de to byer. For selvom Antigua har en mindre hektisk stemning end Granada, mærkes backpackernes og turisternes tilstedeværelse i de fleste dele af byen - de mange restauranter, up-to-date-butikkerne, rejsebureau'erne, souvenirbutikker og udbredt brug af engelsk.
   Det var svært at vænne sig til efter 3,5 måneders Nicaragua, en kulturel indsigt, venner og nicafamilie. Nu er vi backpackere, gringas med kamera og del af turisterne.

(Min kortlæser til mit kamerahukommelseskort er desværre gået i stykker, så jeg beklager meget mangel på billeder. Til gengæld er der her et link til lidt lækkert guatemusik at læse videre på)

Igår tog vi til Lago Atitlán, som ligger 3 timer med 4 forskellige "chicken busses" (som de lokale amerikanske skolebusser hedder i backpacker-lingo). Fra Panajachel, hvortil man kører, tog vi en lille lancha til byen Santa Cruz La Laguna. Selve byen befinder sig 600 meter oppe på de vulkanske klippesider, der udgør bredden hele vejen rundt om søen. Her er gaderne smalle, husene af sten og blik, sproget er indiansk fremfor spansk, børnene leger med tøndebånd, og kvinderne bærer alle traditionelle dragter (trajes). Alle kender hinanden, og som fremmed bliver man hilst på med et venligt smil.
Her er utroligt smukt - bredden på den anden side anes kun lige akkurat, fordi vandet og himlen og en del af en vulkanside har forskellige nuancer grå. Skyerne dækker klippesiderne og bølgernes skvulpen dominerer lydlandskabet - kun afbrudt af en lancha, der sommetider lægger til ved molen.

Lige en sød sang at slutte af på, Ricardo Arjonas El y Ella

Reggae og amerikansk country al lado

Et caribisk paradis med et uendeligt turkisblåt hav, guldsandstrande og palmer, der svajer i den varme og velduftende vind er Corn Islands (ó en español Las Islas de Maíz). Hængekøjer på verandaerne, drivtømmer på strandene, brændende sol og tropiske regnskyl. 

Corn Islands består af to øer, Big Corn og Little Corn. Her
Big Corn set fra et 12-personers propelfly 

   Corn Islands ligger i Det Caribiske Hav, hvor englænderne styrede hele Centralamerikas caribiske kystlinje, såvel som øerne ud for fastlandet. Derfor er engelsk hovedsproget i Nicaraguas østlige fastland og på Corn Islands. På papiret. Sproget er en blanding af kreoler-engelsk, spansk, spanglish og nogle af de oprindelige sprog, der tales af miskitoerne, ramaerne, sumaerne blandt andre.
   Sprogblandingen skyldes, at majsøerne (og fastlandets caribiske kyst) er hjemsted for efterkommere af slaver, der blev bragt dertil for at dyrke majs, bananer. I dag lever beboerne af fiskeri, taxikørsel og den stigende turisme, som især findes på Little Corn. På Big Corn lever mange derimod i massiv fattigdom. Bølgeblikskure, tomme blikke og bålafbrænding af skrald i vejkanten er hvad, mange af medarbejderne, der arbejder på de rige hvides hotelparadiser, vender hjem til efter mange timers arbejde. Det føles, som om kolonialismen kun er et halvt årti væk.
   Men samtidig spiller reggae højt med amerikansk country på strandcomedor’ene af palmeblade, hvor familiens kvinder matronerer tranquilas over en pollo frito og børnene leger i det turkise og salte hav. Big Corn har ligesom Stillehavsregionen to sider, men at komme hertil føles som at rejse til et helt andet land, en kultur lidt længere fra vores egen. 

Den bedste strand på Big Corn med en lang lang hvid
sandstrand og turkisblåt hav.  På Big Corn kan man tage på stranden,
 snorkle, dykke, gå ture og opleve den caribisknicaraguanske costeñostemning.
De fleste vælger dog at bo på Little Corn, hvor der kun bor 500, men
til gengæld mange turister og backpackere. 

Havnebyen ved Brig Bay. På Big Corn er der en massiv fattigdom
og en rest af en kolonialisme til stede i forholdet mellem
fremmed og indbygger. Big Corn skulle være den mest
"autentiske caribiske ø" af Nicaraguas caribiske øer.

På Little Corn forventer man hele tiden at finde en gemt skat
i det hvide sand mellem de opskyllede træplanker og palmerne, der truer
med at vælte i havet. Vi besøgte kun Little Corn i 3 timer, da båden kun sejler
mellem Big Corn og Little Corn en gang om morgenen og om aftenen.
Båden er en panga (eller lancha, som de siger på Stillehavskysten)
åben og med plads til 50 personer. På vej over til Little Corn
satte vi os fejlagtigt i forenden, hvilket resulterede i en rygskade for
den ene af os, da fronten hoppede og fløj (for høj fart + caribiske bølger)
Little Corn er meget idyllisk - der er ingen biler - men her møder
man hovedsageligt sig selv (andre udlændinge, backpackere, turister),
bare i andre versioner.

Farvel til Corn Islands og (næsten) farvel til far.
Solnedgang over Det Caribiske Hav.

Afsked

En af mine chavalos og jeg (hårdt arbejdende)!

I fredags var sidste arbejdsdag med de børn, jeg er kommet til at holde så meget af. "No te vayas, Sofia" (du må ikke tage afsted, Sofie) er svær at stå imod, og  idag besøgte jeg dem med kage. I nat var sidst nat i mit hus hos min nicafamilie, som jeg lige så holder utroligt meget af. Tiden er fløjet, og selvom der er sket så uendeligt meget siden, jeg lagde et billede op af min pakkede taske dagen før afgang, føles det som utroligt kort tid.
Heldigvis får jeg besøg fra Danmark i denne uge, og kan vise min by frem og opleve nye dele af Nicaragua. Det glæder jeg mig utrolig mget til! Det gamle afsluttes med noget nyt - og bagefter tager jeg et par uger til Guatemala, før turen går hjem fra Cancun i Mexico d. 10. maj!

At bestige Vólcan Mombacho

En gåtur i Granada afslører mange sandheder om både byen selv, Nicaraguansk kultur og nicaraguanerne selv. Landets fortid som spansk koloni har sat spor som de katolske kirker - bygget i kolonistil med storslåede hvælvinger og små træudskårne detaljer, skraldet, der begraver både strande, vandløb og gader giver et billede af et folk, der af mangel på oplysning simpelthen ikke ved, at skrald giver forurening. Og hvorfor er forurening noget, vi vil undgå? Åbne gadedøre i husene fortæller om en kultur, hvor der er altid er plads til én til rundt om middagsbordet på trods af fattigdom.
   I Granada findes ingen legepladser. For at finde noget, der minder om, skal man gå 1,5 km til Centro Turístico ved søen (turistcentrum), der på trods af navnet ikke huser turister, men mange nicaraguanske familier i weekender og især i påsken. Bønekulturen er en helt anden; mange børn kommer ikke ud af hjemmene i løbet af dagen, men bliver sammen med deres mødre eller bedstemødre, som arbejder sig udmattede igennem dagen. Resultatet af dette er børn, der ikke lærer omverdenen at kende, før de kommer i pre-school, børn der ikke lærer at bevæge sig mere end 20 meter ad gangen. For de fleste nicaraguanere er det at flytte sig fra et sted til et andet ikke noget, der gøres gående, men på (motor-)cykel, i  bil, til hest. Selvfølgelig findes der undtagelser, børnene på  landet, der har store vidder at arbejde og lege på,og  børnene der af nød går rundt midt på dagen i byerne og sælger tyggegummi, cigaretter, lerfløjter, hængekøjer, stoffer...
   Fredag havde alle børn i Granada fri for skole - uden egentlig årsag - så vi tog med alle børnene på udflugt til Mombachovulkanen, for at vandre op ad den, rundt om den og ned igen (noget jeg ellers havde sværget ikke at gøre igen efter sidste gang). Dette var en stor udfordring for mange af børnene, der ellers ikke er vant til at bevæge sig på denne måde, og som simpelthen ikke tror på, at de kan. På grund af dette måtte udflugten holdes som hemmelighed indtil fem minutter før afgang, af frygt for at børnene ville udeblive på selve dagen. De mindste (og de ældste) skulle hjælpes op, skubbes, bæres, heppes på, men da vi endelig var oppe efter mange stejle metre, var turen en succes. De kunne godt.
   Måske kan det virke mærkeligt, at der bruges ressourcer og tid på en vandretur op ad byens nabovulkan - at netop dette er vigtigt for børn, der har problemer, som er svære bare at forestille sig - men blandt andre ting hjalp turen dem til at tro på sig selv, på at de kan noget uvist og ukendt, og at de har en styrke, der til tider kan forekomme umulig at finde frem.
   Granada har mange skjulte historier og sider. Alle fortæller om en kultur i konstant forandring, men som krampagtigt prøver at bibeholde de traditioner, de unge prøver at ryste af sig. Byen fortæller om et gæstfrit, åbent samfund, hvor taknemmelighed ikke nødvendigvis er forbundet med religiøsitet, men tilfredsstillelsen ved at være sund at rask, at ens familie er sund og rask og i live. Ofte glemmer man de store problemer, der kan være et sted inde i husene med de åbne døre, eller  som børnene gemmer under nysgerrighed, glæden ved at lege og bare at være barn.

Kun halvvejs og vi er lidt trætte efter en allerede stejl  gåtur

Men turen fortsætter mere stejlt op ad (hvilket fotoet desværre ikke
viser særlig godt)

Dernede et sted er Casa Xalteva!
Udsigten fra vulkanen, hvor man både kan se Granada, søen,
Vólcan Masaya, Laguna de Apoyo.

   

Revolutionens 30 år

På vej mod San Carlos, allerede i den første bus mellem Granada og Managua, mødte vi en mand, der præsenterede sig under dæknavn, som han forklarede. Han fortalte en sælsom historie; siden revolutionen havde han - en tidligere oberst (måske for kontraerne?) - rejst under dæknavn, og i øjeblikket var han igang med at samle en hær. Hæren, der ifølge ham allerede tæller mange tusinde mænd, har til opgave at vælte den nuværende regering, der ledes af en af revolutionens sejrherrer, den sandinistiske Daniel Ortega.
   Om historien er sand eller ej er svært at afgøre, men den ridser de mange aktuelle politiske strømninger og problemer i Nicaragua op. På østkysten, hvor denne kontraoberst tilsyneladende er fra, er de to autonome regioner i konstant protest, fordi de ønsker kontrol over deres egne ressourcer. Daniel Ortegas regering reagerer ikke. Fornylig indførte Ortega en lov, der tillader ham at blive genvalgt for 3. gang, hvilket i sig selv ikke ville være et problem, hvis ikke valgsystemet var gennemsyret af intransparens og korruption. Fødevarepriserne stiger ulig lønningerne, den reelle fattigdom, den der ikke fremgår af de statsudsendte statistikker, forbliver et uløst, men alvorligt problem (ligesom analfabetismen, manglen på skolerne på landet, overfyldte og ineffektive hospitaler).
   Men hvad er løsningen på det, nogle her i landet kalder la dictadura orteguista  (Ortegas diktatur), men som andre blot kalder en politiker uden andre muligheder, for at kunne gennemføre reel politik? Den er svær at finde i et land uden demokratisk tradition, hvor det spanske styre afløstes af forskellige krigsherrer  og diktatorer, og hvor hele befolkningen enten er vokset op eller har levet med revolutionens og dens staddigt uoverskuelige følger.

Daniel Ortega og valgsproget "cristiana, socialista, solidaria", som betyder
"kristent, socialistisk, solidarisk". Bagved sloganet "31 års triumf, leve Revolutionen!"
Ortega i stort format med en lille Sandino ved siden af. Rúben Darío,
nationalpoeten, til venstre for Sandino.
Her i Granada siger mange, at Ortega, der kommer fra det nordlige
højjland, ser bondsk ud.

Rio San Juan es nica

"Rio San Juan es-" indleder en nicaraguaner samtalen, når man nævner, at man har besøgt den mægtige flod, der roligt slanger sig igennem sumpagtigt lavland og regnskove, der emmer af fugt og brøl fra aber, jaguarer, tukaner og arapapegøjer. En næsten overnaturlig duft af jord, planter og dyr blandet med de tidlige morgeners mosekonebryg og tåge som næsten som i Elverhøj slår en med en urkraft, man ikke møder mange andre steder. Byer med eventyrnavne som "Boca de Sábalos" og "El Castillo" hilser en velkommen på marquesk vis allerede i indsejlingen med maddufte, hektisk havneliv med mennesker, dyr, militær og huse på stager.
   "- nica" forventes man at færdiggøre sætningen om Rio San Juan. Ikke kun deler floden den utæmmelige regnskov, men også to lande. Nicaragua og Costa Rica har i mange år - siden Costa Rica under en af Nicaraguas utallige krige overbevidste hele det nicaraguanske område syd for floden om at blive costaricansk med et løfte om fred - kæmpet om floden, som for et par år siden for stedse blev nicaraguansk. Den ene flodbred, ja, tilhører Centralamerikas selvudråbte storebror, Costa Rica, som pga. deres konstante påmindelser om deres højere uddannelsesniveau, generelt bedre levestandard, (øko-)turisme (øko- passer ikke nødvendigvis - Costa Rica er igang med at bygge en motorvej tværs gennem regnskoven og dropper af og til olie af i de nordlige regnskovsområder) og bedre handelsesforbindelser til bl.a. USA over for Nicaragua, provokerer nicaerne i det uendelige.
   El Ejército Nacional de Nicaragua (Nicaraguas militær) dominerer hele floden med  deres grønne bøllehatte, tunge støvler, maskingeværer og bistre ansigtsudtryk. Overalt hvor man indlogerer sig elle

r sejler bliver man bedt om at angive sine personlige data, der forekommer behandlet så usystematisk, at bureaukratiet sammen med de overfladiske bagagetjek bliver en magtdemonstration uden andet formål at vise, at "Rio San Juan es nica". 

Al transport på Rio San Juan foregår i båd. Her er vi San Carlos,
hvor vi ankom fredag sen aften efter en lang bustur fra Granada.
Man kan tage bussen to gange om ugen direkte fra Granada
til San Carlos, som ligger ved indsejlingen til Rio San Juan
fra Lago de Nicaragua.
I hele området bor man på billige hospedajes, hvor der enten er rindende
vand  i bruseren (og kun i bruseren) fire timer om dagen eller slet ikke.
Så bader man ved at øse vand fra store vandbaljer.

Træt og næsten lige ankommet til El Castillo lørdag. Byen var
stille og havde en hyggelig stemning, og ikke så mange turister.
På trods af dette var der hospedajes i næten hver bygning og et væld af restauranter.
Bygningen i baggrunden længst til højre (og længst væk) var vores
hospedaje (Hospedaje Aurora)

El set fra en anden side. Fortet, som lægger navn til byen,  blev
bygget af spanierne for at undgå, at pirater, der sejlede fra det
Caribiske Hav, hvor floden udløber, skulle nå længere op ad floden
og nogle gange helt til Granada, som ligger i den anden ende
af Lago de Nicaragua. Et par gange slog piraterne sig sammen
med indianerne og ødelagde mange byer på kysterne, heriblandt Granada. 

Tur i junglen i Indio-Maíz-reservatet.
Her så vi både dovendyr, forskellige aber, kolibrier,
bæltedyrshuler, kæmpeedderkopper...

... og giftige frøer, men dog ingen jaguarer, tapirer, ara-
papegøjer eller krokodiller, som ellers også findes i området.

Tidlig morgen på Rio San Juan. Mandag tog vi båden tilbage til
San Carlos kl. 5 om morgenen, fordi Nikolaj, Ditte og jeg
blev nøddt til at fornye vores visum i Costa Rica, som gælder i 3
måneder til både Honduras, El Salvador og Guatemala.
Sasha ventede i San Carlos.

Solopgang over floden

Costa Rica :-(
Den kedelige grænseby Los Chiles i Costa Rica, hvortil man
sejlede. På turen ud og hjem skulle man udfylde sedler med de samme
oplysninger og betale i alt 30 dollars for billetter til båden og
"papirarbejde".

Glade fordi vi ikke er blevet nægtet stempler i Costa Rica, og fordi
vi lige har købt billetter tilbage til Nica.
Vi var kun i byen med en jordvej, turister og deres tilhørende
busser (men med rindende vand på toiletterne) i en time!

El cementerio de Granada

El cementerio de Granada - Granadas kirkegård - er en oplevelse, der har brug for sit eget indlæg. Som meget andet i Nicaragua og især i Granada bærer Spaniens kulturimperalistiske stempel. Ligesom kirkerne, religionen, husene, sproget er kirkegården udformet efter spansk forbillede med hvide grave - nogle steder  etagegrave - de, der huser de rigeste med udhuggede ansigter eller fotos af afdøde. Søndag er i bedste almodovarske Volver-stil vaskedag, hvor kvinder og børn kommer med koste og friske blomster for at holde et familiemedlems hvilested rent og pænt. De afdøde skal jo helst ikke hjemsøge én. 

    Og alligevel er kirkegården samtidig enormt nica. Hullede grusveje og -stier klasseopdeler gravene skarpt - velstandens overflod findes i enorme gravkapeller, kupler, Jesusfigurer, mens fattige nødtørftigt er begravet under skæve metalkors og børnevugger af cement halvt ude på stien i den bagerste ende af kirkegården. Revolutionens evigt tilstedeværende ar findes midt i alt dette i etagegrave, hvor navnene på de faldne 19-20-årige mænd er malet direkte på gravenes forseglinger i sort og med stavefejl. Et maskingevær, en hjelm, sandinistflaget samt det nicaraguanske flag pryder lige så vel gravene. Nogle har ikke navne, nogle ikke fødselsdatoer, men kun et bibelcitat og det rød-sorte sandinistflag. Dødsdatoerne på disse unge mænd er alle under 30 år siden. 

Den nedre del af el cementerio og dens "skyline". Her ligger
bl.a. Nicaraguas første præsident begravet.
I Nicaragua tror mange (!) på spøgelser og ånder - her er det
en del af den katolske kirkes mysticisme - og hver person kan
fortælle en historie om et familiemedlem, der er gået igen eller
et husspøgelse. Et ordentligt gravsted er derfor vigtigt (især
for dem med penge til det). 

Sandinistgrave i etage. Den forreste blev ikke engang 17 år.
Der er ikke mange gravsteder, der er tydeligt sandinistiske i Granada,
hvilket delvist skyldes, at de fleste kampe blev udkæmpet på landet
i hovedsageligt det nordlige højland, men også at Granada
traditionelt har været en konservativ by. Det har altså aldrig været
her, man har kunnet finde flest sandinister.

Korset, maskingeværet, det nicaraguanske flag til venstre, sandinistflaget
til højre. Beskyttet af hjelmen øverst.

Den ikke helt fattige, men stadigt ydre og hærgede del af kirkegården.

       

Nicafamilieweekend

Hvis du har lyst, kan du sætte denne meget populære sang på, mens du læser.

Varmen i Granada stiger fortsat indtil den topper i april, og det bliver mere og mere uudholdeligt at være ude i solen i dagstimerne. Bare et hurtigt blink med øjet giver sved på panden og kræver en slurk vand fra den faste følgesvend: vandflasken med agua purificado (renset vand). Samtidig er luften indenfor i husene med bliktage så tyk og kvælende varm, at jeg nogle morgener vågner og savner at fryse. Alligevel - eller netop derfor - foregik det meste af weekenden udendørs i Granada.
   Fredag aften gik delvist med pollo asado (grillet kylling, plátanos (madbananer) mixtos, stegt ost (queso frito) og kålsalat) og et show med forskellige danseoptrædender og musik fra hele Nicaragua. Dansen, flamencokjoler, -trin  og -udfordringer, cowboyhatte var akkompagneret af marimba, et instrument der stammer fra Masayavulkanens golde bjergsider, som ligger i Granadas naboregion med samme navn som vulkanen (og byen), eller Granadas hornorkester, som trængte til en tuner. Måske kan man få et indtryk af dansen med denne video, eller denne (sidste en smule mere sprogligt udfordrende, hvis man ikke kan spansk, men til gengæld præsenterer en optimistisk nicaraguaner forskellige typiske nicaraguanske madretter).
   Resten af weekenden gik med nicafamilien, som både inkluderer den familie, jeg bor hos (Juan Carlos, Fatima, Robert, Kianny) og forskellige venner fra spanskskolen. Lørdag picnic'ede vi på nogle af Juan Carlos' venners finca (gård), som ligger i nærheden af søen og som tæller 9 børn, 4-5 voksne, høns, haner, hunde, katte, heste, grise, køer og en minipapegøje. Her brugte vi dagen på at gå ture, lege med børnene, ride til søen, spise medbragt mad, plukke mango, chapote og mange andre frugter, hvis navne jeg nu har glemt, og som vi aldrig kommer til at købe i supermarkederne i Danmark.
   Søndag lejede jeg og to andre danskere (som også var med lørdag) cykler på Casa Xalteva for at udforske for os hidtil ukendte dele af byen. Vi kørte i udkantsslummen, drak kokosnøddemælk fra kokosnød ved søen og så Granadas eneste kirkegård, som er kæmpestor og på sin vis smuk. Un fin de semana tranquilíssimo (en meget stille og rolig weekend).
Denne sang af Juan Luis Guerra, som har været populær i her landet i over 20 år, har samme stemning, som Granadas kirkegård kan give dig.

På vej til pulpería for at købe vand.

Glad Kianny (efter lækker frokost).

En af gårdens drenge løber for livet løs fra sit hus til sine fætres og kusiners
hus, som ligger bagved fotografen.

Fatima og Robert (der spiser frugt og er bange for grisene).

Farvel til gårdens børn, som  var "amigos por un día" (venner for en dag)
På gården var de igang med at grave en brønd  i baghaven, da
der ikke er rindende vand - sjovt nok havde de to fjernsyn i stuehuset
(jeg undrer mig over hvor signalet kommer fra?).
Gården er stort set selvforsynende med kød, grøntsager, ost, mælk, men sælger
kødet fra kalvene, de opdrætter på gården.
 

Grøn oase i nærheden af søen. Jeg har ingen ide om, hvordan det kan lade sig
gøre, da der hverken er bæk eller vandingssystem, og alle andre
marker er gulbrunt afsvedne.

Qué rico el coco - pause fra cykelturen i 35+ grader

Udkantsområde i nærheden af søen

I Granada findes et nedlagt hotel, der bare får lov til at ligge.
Dens primære brugere er legende børn, elskende og hjemløse. I huset vokser
mangotræer både i stuen (nu en patio), køkkenet... 

...og oven på hvad, der engang var et toilet.

Estelí

Weekendens tur gik til Estelí, som ligger i det frodige og kølige (hermed en dagstemperatur mellem 25 og 30 grader) højland fem timer nordøst for Granada. Den gamle sandinistbastion, som blev hårdt ramt under revolutionen pga. dens placering i et af de mest hede krigsområder, har både træer med blomster i alle farver, en ny kirke og grusveje. På trods af at byen ligger i et område med smukke naturreservater og er på præcis samme størrelse som Granada (kun hundrede indbyggeres forskel), møder man næsten ingen turister. Stemningen er super tranquilo, man kan købe fritanga (gadegrill med nicanationalretter som grillet kylling, gallo pinto - bønner og ris kogt og stegt sammen - plátanos verdes y maduros - store madbananer som chips eller bløde og friturestegte - og kålsalat) dagen lang på domkirkepladsen, finde "comedores" (lokale små restauranter med fresco og dagens menu ) overalt, på byens eneste disco spilles bachata og reggaetón hele natten, og dj'en spørger, hvilken rytme Justin Timberlake er. Anderledes fra Granada, som idag er en af Nicaraguas mest turistede byer, og hvor turismen hver måned stiger, forekommer Estelí mærkeligt rig - uden skrald, flasker, skodder i gaderne, hvor  man næsten ikke møder tiggere og hjemløse. Husene er velholdte, der er ingen hestekærrer eller gadegeder, og man kan gå hjem fra diskoteket til hostellet. Dette tror jeg skyldes det lave antal turister - der er for røvere mindre chance for at finde nogle gringos, der rent faktisk har penge på sig (vi gik f.eks. ud med kun 50 córdobas svarende til ca. 10 kr, hvilket dog var en smule optimistisk, men ikke mindre lod sig gøre), men måske også, at der rent faktisk er en højere levestandard i ellers super nica Estelí.

En hyggelig gade i udkanten af Estelí og tæt på den panamerikanske
landevej, hvis tilstedeværelse mærkes på amerikanske
lastbiler, man ellers aldrig ser og fastfoodkæder som
Pollo Estrella, Tip Top, Narcy's (alle med kylling i alle afskygninger) 

Altid rart at komplementere sig selv (buen gobierno - god regering)
Her ses Ortega i vaquero-outfit (cowboy-), hvilket forstærker hans folkelighed
i den nordlige del af landet, hvor mange stadig går klædt sådan.
Ortega stammer desuden fra det nordlige højland.

Man mærker tydeligt, at Estelí ligger i en mere frodig egn end Granada.
Der sælges masser af frisk frugt i gaderne - som her et vandmelonsbjerg.

La cucaracha

På bedste nicamanér er nogle ting overladt til tilfældighederne. Fredag i sidste uge kl. ni om morgenen hørtes pludselig den dybe summen fra udyrsspray i gaden. Alle enten arbejdede - jeg hjalp børnene på projektet med deres lektier, f.eks. - eller havde timer. Derefter kom lugten af en ubestemmelig gift, der satte sig i næse, lunger, hals og som gav mavepine. Til sidst kom udyrssprayeren fra "Ministerio de Salud" ind ad døren med en gasmaske og noget, der lignede blandingen mellem en motorsav og shotgun med gift,og alle måtte smide alt, de havde hånden og løbe ud på gaden. Der var ikke andet at gøre end at sætte alt på pause, da Ministerio de Salud åbenbart havde bestemt, at der skulle sættes alt ind på at udrydde kakkerlakker lige den morgen. Vi måtte sidde i parken overfor (Parque Xalteva) og bare vente på, at den uventede gæst fik ram på formoede kakkerlakker og gik igen.  

En ven af ofrene for den effektive og giftige indsats.
Denne er en, jeg har fundet på nettet, men jeg har set nogle
på omtrent samme størrelse.

La Cruz Mena

Casa Xalteva (min tidl. spanskskole og hvor jeg arbejder frivilligt på et projekt med gadebørn) arbejder sammen med en fond, der hedder "Si quieres ellos pueden reir" (hvis du vil det, kan de grine), som samler penge i Canada til at donere skolesager til ubemidlede skoler i udkanten af Granada. Mandag aften mødtes vi en del studerende og frivillige fra Casa Xalteva og samlede 600 poser med kladdehæfter, kuglepenne, blyanter, viskelædre.
Tirsdag formiddag og eftermiddag (skolesystemet er konstrueret sådan, at et hold børn går i skole fra 8-12, det andet fra 13-17) kørte vi ud med tingene til skolerne. Jeg kørte med om eftermiddagen til skolen "La Cruz Mena", som ligger 15 minutters kørsel fra Granada centrum, og hvis legeplads udgøres af en støvet sandskolegård og et stativ med seks rustne gynger. Klasserne var  udstyret med tegninger af geometriske figurer, rustne stoleborde og 30-40 søde, uniformsklædte skolebørn. Børn fra de omkringliggende husmandssteder, og som har lært sig at sige "What is your name", "My name is Maria". Børn, som på trods af en ikke særlig lys fremtid bare er børn, der elsker at lege i frikvarterene, drille hinanden og skændes om gyngerne. Fulde af nysgerrighed overfor verden og os fremmede med kladdehæfter og blå øjne. Som alle andre børn alle andre steder.

 

Granadas absolutte modpol (?)

Historisk og politisk er byen León, som med sine 200.000 indbyggere er dobbelt så stor som Granada, modpol til netop Granada. Liberale León og konservative Granada kæmpede i årene efter 1812-uafhængigheden fra Spanien om retten til at kalde sig hovedstad indtil at denne tilkom Managua i 1858 for at stoppe det langvarige oprør mellem de to byer. Begge placeret i Stillehavskystområdet med 3 timers afstand (før en stor eruption fra Vólcan Momotombo i 1610, som totalt ødelagde León Viejo, endnu tættere på hinanden) mærkes byernes fundamentale forskel stadig. I León trænger kulturlivet sig konstant på med store teatre, murmalerier for indholdsrige og smukke til at kunne kaldes grafitti, statuer af store nicaraguanske digtere som Rubén Darío, der boede, døde og skrev i byen. Selv bag en hamburgervogn kan man finde citatersom "Sin poesía no hay ciudad" (uden poesi, ingen by). I endnu højere grad end i Granada drejer alt i bymidten sig om poesi og kultur.
Samtidig er León ligesom Granada bygget rundt om en katedral (i León Basílica de Asunción, 1747), som især i fortiden - men til dels også idag - udgjorde byens beboeres livscentrum. Her fejrede og ærede man fødsel, død, foreningen af mand og kvinde. Her købte man (på pladsen udenfor) livsnødvendigheder som bønner og sine synders forladelse. Her hørte man nyheder fra verden udenfor, sladrede med naboen, forelskede sig. Idag er byens kerne(r) i lige så høj grad i byens markeder, som man finder sammen med typiske små nicaraguanske huse, pulperías og hestekærrer, hvis man bevæger sig ud fra centrum. Til forskel fra Granada er León mindre turistet og har på grund af sin kultur en boheme- og alligevel nicatranquilo stemning, som ikke synes at ændres (som den gør i Granada) foreløbig.

"For friheden har vi kæmpet" - et levn efter 70'ernes og 80'ernes
krig

León var oprindeligt Nicaraguas universitetsby (idag er
Managua i lige så høj grad uddannelsescentrum), og flere
gange har studerende i León gjort oprør mod det somocistiske
styre. Jeg er ikke sikker på 1959, som der her refereres til, men i
d. 22. januar 1967 var der en massakre på de studerende i León, der
gjorde oprør. (Der har næsten lige været årsdag for massakren) 

Sandinismens fader, Agosto C. Sandino.

Basílica de Asunción, hvor der var bryllup, da vi ville ind og besøge den.
Brudeparret kom ud af katedralen ledsaget af riskastning og 7 små brudepiger i
blå kjoler og høje hæle. 

Bush er ikke populær i både León og Granada.
I Granada kaldes han "ladrón de petróleo" (olietyv).
Daniel Ortega har til gengæld egenhændigt lige indført en lov, så
han kan genvælges et utal af gange. Dette er et problem pga.
valgsystemets mange huller.

Man kan ikke se det, men på motorcyklen kører to fyre og to congas.
Derudover en fin nicagade i fint lys.

I León boede vi Bigfoot Hostel, som laver ture til en lille, men
stadigt voksende vulkan "Cerro Negro" (724 m). Man vandrer
op ad vulkanen i nogenlunde samme belægning som her på billedet.
Derefter "boarder" man ned af vulkansiden. Inden man surfer ned, kan
man kun se halvdelen af nedturen, fordi den bliver stadigt stejlere, og
man tror, at man vil brække alle knogler i forsøget.
Dette skete dog ikke (jeg kørte som en af de tre langsommeste, hvilket
medførte lavashot-straf (rom+chili) tilbage på hostellet. Jeg vulkanboarder
gerne igen, men lavashotter ikke igen.

På vej mod markedet og busstationen, hvor gaderne bliver mindre,
butikkerne specialiserede og stemningen mere nica.